Skive-Listen stiller op til kommunalvalget den 21. november 2017

Foto: Skive-Listen
Valg i Skive:

Knud Bjerre og Per Jeppesen har på baggrund af mange opfordringer og efter lange og grundige overvejelser sagt ja til at stille sig i spidsen for en ny borgerliste – Skive-Listen – til det kommende kommunalvalg.

Knud Bjerre og Per Jeppesen oplyser i en pressemeddelelse;
- Vi oplever begge, at Skive Kommune i almindelighed og Skive By i særdeleshed sakker mere og mere bagud i forhold til vores nabokommuner. Siden 2010 er Viborg kommune vokset med 3.167 personer. Herning Kommune er vokset med 2.838 personer. Holstebro kommune er vokset med 1.069 personer. Fælles for alle 3 kommuner er, at befolkningstilvæksten er sket i og omkring hovedbyen i kommunen. I Skive, der har vi siden 2010 mistet 1.597 indbyggere. Det er ikke godt nok!

I foråret 2015 blev Skive Byråd præsenteret for BIG BLUE og få måneder senere blev Viborg Byråd præsenteret for projektet ”Banebyen i Viborg”. Fælles for forslagene er, at realiseringen af disse kan give både rigtig mange nye borgere men også flere arbejdspladser. I Viborg er de i fuld gang. I Skive, der bliver en renovering af museerne i Skive og en rigtig flot og længe tiltrængt bro over åen gjort til store succeser i realiseringen af BIG BLUE.

For flere år siden valgte Danish Crown at lukke deres afdelinger i bl.a. Viborg, Holstebro og Skive. I Viborg og Holstebro er de i fuld gang med at lave attraktive byggerier på deres tidligere slagterigrunde. I Skive, der er byrådet nu endelig efter 10 år, ved at købe hele eller dele af slagterigrunden.

Der er desværre mange eksempler på at ting enten ikke er sket, er sket i et meget langsomt tempo, eller er gået i den forkerte retning. Skive trænger til mindre snak og mere handling, og derfor har vi valgt at stå i spidsen for den nye borgerliste.

Når vores nabokommuner kan få flere indbyggere, så kan og skal Skive Kommune også kunne tiltrække nye borgere, med de naturgivne styrker vi har. Kan vi blot nå op på samme indbyggertal som i 2010, så er der penge nok til at finansiere satsningen på en øget befolkningstilvækst. Det skyldes at Skive Kommune får 35.000 kr. i bloktilskud fra staten, for hver ny borger der flytter hertil.

Vi skal fortsat støtte vores stærke lokalområder, der igennem idéer, organisation og planlægning har vist, at de har bæredygtige og fremadvirkende initiativer med hensyn til bosætning og arbejdspladser. Men vi må og skal erkende, at Skive og Højslev/Søby området også i handling skal være lokomotivet for de kommende års byudvikling, for at kunne tiltrække borgere fra andre kommuner.

Skive-Listen vil komme til at bestå af en række aktive borgere, der på hver deres område har markeret sig. Der er allerede tilsagn fra flere personer både med og uden politisk erfaring. Vi har plads til flere, der som os kunne tænke sig at være med til at gøre en forskel. Derfor holder vi orienterings- og opstillingsmøde for interesserede kandidater, onsdag den 27. september kl. 19.30 på Hotel Skivehus. Interesserede er allerede nu meget velkommen til at kontakte os, såfremt man ønsker at høre mere.

Skive-Listen er for alle – uanset politisk ståsted. Det vigtigste er, at vore hjerter banker for Skive og at vi alle har et ønske om at udvikle vores by og egn. Vi ønsker at få fuld fokus på øget bosætning. Man kan læse mere om det vi vil arbejde for på www.skivelisten.dk samt på facebook.com/skivelisten.

Skive-Listen stiller ikke med en borgmesterkandidat, men går efter at få så megen indflydelse som muligt. Vi vil arbejde for at blive dem, der får mindst et af de to store partier til i konkret handling at investere meget markant i en øget befolkningstilvækst.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk