Det går markant fremad med at få børn i skole i nogle af verdens fattigste lande i Vestafrika.
Flere børn i Vestafrika kommer i dag i skole, end for 15 år siden. Det er godt nyt for lande som Mali, Burkina Faso, Benin og Togo, hvor skolegang er altafgørende for at bryde fattigdommen.
- Skolegang er et af de vigtigste elementer for at børn kan udvikle sig, og bidrage til en positiv udvikling af deres samfund og skabe en fremtid med flere muligheder. Som i Danmark er både rammerne og indholdet i skoledagen meget vigtigt, for at børnene kan lære, siger Bolette Christensen, CEO i BØRNEfonden.
Siden år 2000 har BØRNEfonden været med til at bygge og renovere 2.063 skoler og klasselokaler i nogle af verdens fattigste lande i Vestafrika.
Det har medvirket til, at 95 pct af børnene i Benin begyndte i skole i år 2013 – mod 82 pct i år 2003. I Togo kommer 97 pct. af børnene nu i skole, hvor det kun var 83 pct tidligere. I Mali og Burkina Faso gik henholdsvis 64 pct. og 67 pct. i skole i år 2013 mod 55 og 36 pct. i år 2000 ifølge tal fra FNs UNESCO.
- Det er en glædelig udvikling både for børnene selv og for landene. Men tallene peger selvfølgelig også på, at der stadig i nogle lande er for mange, som ikke kommer på skolebænken, og det arbejder vi for at lave om, siger Bolette Christensen.
Mangel på lærere
I Vestafrika er det i høj grad fattigdom m gør, at nogle børn ikke kommer i skole, eller kun går der få år. Familierne har ikke råd til fx skolematerialer, skoleuniformer, kladdehæfter og kan ofte ikke undvære børnenes arbejdskraft i marken og hjemmet.
BØRNEfonden arbejder særligt i landområderne på at opføre skoler og udvikle kvaliteten i undervisningen gennem uddannelse af lærere og pædagoger.
- Den næste udfordring er at få børnene til at blive i skolen, og løfte kvaliteten af uddannelsen. Der er mangel på lærere i landområderne, hvor mange lærere ikke er uddannet til at undervise. Det skal vi forbedre de næste mange år, siger Bolette Christensen
FN og verden satte i år 2000 et af de såkaldte ”millennium goals” om, at alle børn skulle gå i skole i år 2015. Det er ikke helt lykkedes – 9 ud af 10 børn i verden kommer i dag i skole.
Det betyder, at der på verdensplan er 60 mio. børn, som ikke kommer i skole – heraf er de 30 mio. børn fra Afrika.