Skive-fyr blandt første færdige på ny uddannelse

Uddannelse:

Trods fire børn og fuldtidsarbejde har Steffen Damkjær fra Skive færdiggjort en videregående uddannelse til el-installatør. Han er en af de første dimittender på deltidsuddannelsen på Erhvervsakademi Dania i Randers og vil savne skolebænken.

”Puh, jeg er lettet og lykkelig, men også lidt vemodig. Nu er det slut.”
Sådan fortæller Steffen Damkjær fra Storup ved Skive. Gennem de sidste to år har han læst til el-installatør en dag om ugen på Erhvervsakademi Dania i Randers ved siden af sit fuldtidsarbejde som alarmtekniker ved Elsec og passet familien, der tæller fire børn og hustruen Daisy.

”Vi har fire børn, og det kunne godt lade sig gøre at tage den uddannelse. Det har til tider været et puslespil at få til at gå op, men det kan altså godt lade sig gøre at have familie og tage den her uddannelse,” forklarer Steffen Damkjær, hvis store barn mener, han nu skal vaske gulv som kompensation for den tid, han har brugt på bøgerne.

Men opbakningen og forventningerne har ikke manglet, og fars uddannelse var vigtig for hele familien.

”Det er en investering for alles vedkommende i det lange løb. Familien var meget spændte på, om jeg skulle bestå mine eksamener, og det gjorde, at jeg lagde lidt mere pres på mig selv for at præstere godt. For deres skyld,” smiler Steffen Damkjær.

Pauseknap til tiden, tak
De sidste 10 år har Steffen Damkjær arbejdet som elektriker, og deltidsuddannelsen til el-installatør er for ham et springbræt til en lederstilling.
Men også en måde at passe på sig selv i fremtiden, hvor man skal være i længere tid på arbejdsmarkedet.

”Jeg sad meget på knæ og stod på stiger som lærling og svend, og det kan jeg godt begynde at mærke. Der er ikke noget galt nu, men jeg kan bare se hvilken retning, det vil tage. Man bliver desværre ikke yngre eller kan pause tiden. Det ville også være fint,” griner Steffen Damkjær, der startede på el-installatør-uddannelsen sammen med en god kammerat fra elektrikeruddannelsen.

Det bedste fra begge verdener
Sidste eksamen er bestået, dimissionschampagnen har poppet, og de ugentlige køreture til Randers er forbi for Steffen Damkjær. Og det efterlader en mærkelig følelse. 

”Det er underligt, at det er slut. Det har været fedt at lære nogle nye mennesker at kende og lære noget nyt, som jeg synes er spændende. Uddannelsen har været meget teoretisk og budt på anderledes beregninger, og det lærer man ikke på arbejdsmarkedet. Det har været fedt at mærke, at man kunne begynde at flytte lidt rundt med de små grå oveni,” forklarer han.

”Jeg kunne godt savne tid til at fordybe mig i de enkelte ting, og det havde været en fordel ved at tage den som fuldtid. Omvendt har det været fint at være afsted én dag om ugen. Som arbejdende får man et afbræk ved at komme væk på skole med andre mennesker og lære noget nyt. Det føler jeg er det bedste fra begge verdener,” smiler Steffen Damkjær.

Man kan også tage uddannelsen som fuldtidsstudie i Randers på Dania med start til september.

Steffen Damkjærs 3 gode råd til dig, der overvejer at tage en uddannelse på deltid:

  1. Få afklaret på hjemmefronten, at der skal bruges tid på opgaver, og at man ikke er til stede som ellers
  2. Få en fornuftig dialog med din virksomhed, så der er opbakning og forståelse fra chefen. Så er det nemmere at komme igennem, så du ikke bliver overbebyrdet med almindelige arbejdsopgaver
  3. Bare kom i gang! Det er fedt!

Fakta om el-installatør-uddannelsen

  • Videregående uddannelse til elektrikere på 2-3 år
  • Kan læses som fuldtid på SU eller på deltid ved siden af sit arbejde
  • Fuldtidsuddannelsen består af en obligatorisk del, en valgdel, 10 ugers praktik og et afgangsprojekt
  • Undervisningen foregår som en kombination af holdundervisning, projekter, cases, gæstelærere og virksomhedsbesøg
  • Som el-installatør kan du blive projektleder, rådgiver eller selvstændig
  • 100 % beskæftigelse
  • Næste studiestart til august

Fakta
Hvad er efteruddannelse på et erhvervsakademi?
Efteruddannelser på Erhvervsakademi Dania er videregående uddannelser på deltid, som også bliver kaldt en akademiuddannelse. Det giver ECTS-point, når man afslutter et fag. ECTS-point er en internationalt anerkendt standard, som ikke kan forældes eller forsvinde.

Deltidsuddannelserne er tilpasset erhvervslivets fremtidskrav til kompetencer inden for bl.a. ledelse, administration, økonomistyring, markedsføring, kommunikation og en lang række teknologiske områder.
Efteruddannelsen kan tages som enkeltfag eller som en samlet uddannelse. De har typisk et krav om 2-3 obligatoriske fag og en række valgfag.
Afslutter du den samlede uddannelse, kan du bygge ovenpå igen med en deltids diplomuddannelse, der svarer til bachelor-niveau.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk