Mand, er du kærestepotentiale?

Foto: Potentialis
Uddannelse:

- ”Der er en til alle”, sagde man i gamle dage.

I dagens Danmark er realiteten en anden. Flere og flere lever alene uden at have en kæreste, og især for mange mænd er det ikke med deres gode vilje. Det kan ofte være en kilde til ensomhed og frustration, og nogle mænd går decideret i hundene.

Det er baggrunden for foredraget ”Mand, er du kærestepotentiale?” på Skive Bibliotek torsdag den 6. december. Her vil hypnoterapeuterne Gunvor Videsen fra Brabrand og Per Nielsen fra Skive gerne tænde et lys i mørket for de mænd, som har svært ved at finde en kæreste eller måske endda helt har opgivet det.

-Man kan groft dele mænd op i tre kategorier. Dem, som har let eller forholdsvis let ved at tiltrække en kæreste. Dem, som egentlig har det, der skal til, men griber det forkert an, og dem, som – typisk på grund af generthed, lavt selvværd og/eller angst – som regel helt undgår situationer, hvor en kvinde kunne blive tiltrukket af dem, fortæller Per Nielsen, som til daglig driver hypnoseklinikken Potentialis i Skive.

-Vi har delt foredraget op, så vi i første halvdel fortæller om de misforståelser og fejl, mange mænd begår, blandt andet fordi de ikke ved, at kvinder tiltrækkes af mænd på en helt anden måde, end mænd tiltrækkes af kvinder. I anden halvdel af foredraget ser vi på, hvordan man kan hjælpe den gruppe, som ikke kan nøjes med gode råd, men som har brug for at udvikle sig personligt, så det kan blive realistisk at tiltrække en kæreste. I denne del præsenterer vi vores foretrukne værktøj – hypnoterapi. På den måde trækker vi et link til DR-udsendelserne ”Hypnodating”, som mange har set i tv i efteråret, hvor hypnoterapeut Jan Helligsø med succes hjalp en gruppe unge, som havde svært ved at date, betoner Per Nielsen.

Hypnosedelen forklarer også, hvordan vores sind fungerer, og hvor meget man kan opnå ved at arbejde med det, pointerer foredragsholderne.

-Det, der er allervigtigst for os, er at efterlade tilhørerne med en bevidsthed om, at det kan lade sig gøre at forandre tingene, hvis man virkelig vil, siger Per Nielsen.

Der er gratis adgang til foredraget, men da der forventes stor interesse for det, kan det være en god idé at komme i god tid.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk