Allan Vestergaard Pedersen har både idræt og friluftluftsliv på VIA Læreruddannelsen i Skive. Ifølge ham skaber det gode muligheder for at variere undervisningen, og så lærer de fleste bedre. Det er godt at kunne med skolereformen, der lægger op til mere bevægelse i skoletiden.
”Jeg har altid dyrket idræt. Jeg får det godt, når jeg bevæger mig. Og når jeg har det godt, lærer jeg bedre. Derfor har jeg valgt både idræt og friluftsliv på læreruddannelsen. Både fordi jeg selv lærer bedre, og fordi jeg gerne vil have samme muligheder med eleverne,” siger Allan Vestergaard Pedersen, studerende ved VIA Læreruddannelsen i Skive, hvor både idræt og friluftsliv fylder meget.
Skolereform med bevægelse
Allan fortæller også, at med den nye skolereform, er det vigtigt, at alle lærere kan lave små powerbreaks i løbet af en dag. Det skal ikke være intense idrætsforløb, men forskellige aktiviteter, så eleverne bevæger sig mere i løbet af dagen.
”Vi lærer at arbejde med bevægelse i alle fag, men det er klart, at det ligger lige for i idræt og friluftsliv. Her kan vi hente god inspiration til de andre fag. Og det kan både være små, korte lege eller længere, faglige forløb,” siger Allan. Han fortæller, at han har hentet inspiration til matematikundervisningen i idræt og friluftslivsfagene. Sammen lavede de fysiske taltavler, hvor børnene kunne hoppe fx tretabellen.
”På den måde får vi både kroppen og hovedet i gang på én gang. Det er den bedste læring,” siger Allan.
Samarbejde med folkeskolerne
Han fortæller også, at et godt samarbejde mellem læreruddannelsen og folkeskolerne i Skive, hvor de studerende arbejder sammen med lærerne om at finde udvikle nye idéer til at få bevægelse ind i alle fag.
”Vi har haft en hel temadag sammen med lærerne. Det var både inspirerende og lærerigt. De har en masse erfaring og baggrundsviden og vi havde masser af gode idéer,” siger Allan, der glæder sig til selv at skulle ud i folkeskolen og afprøve sine mange gode idéer med blandt andet idræt og friluftsliv. Se mere på: www.via.dk/laereriskive
Læreruddannelsen i Skive holder informationsaften tirsdag den 24. februar kl. 19.00-21.00