Gode råd til studerendesboligjagt

Uddannelse:

På fredag får mange tusind unge svar på, om de er kommet ind på deres drømmestudie, og de står dermed også over for studiestart og for manges vedkommende et akut boligbehov. Grundigt benarbejde, netværk, tålmodighed og en åben indstilling er et godt sted at starte på boligjagten.

Brug bolig- og kollegieportalerne

Ejendomsforvaltningsselskabet DEAS udlejer hvert år 3.500 lejeboliger via udlejningsportalen Findbolig.nu og har samlet en række gode råd til de boligsøgende.

”Der er ingen tvivl om, at de nye studerende står over for et svært lejeboligmarked. Der er stor efterspørgsel efter lejeboliger i de store byer, og det har betydning for lejeniveauerne og mulighederne for at komme i betragtning,” siger Lasse Rüsz, udlejningschef i DEAS.

Der findes en lang række boligsites, som kan hjælpe med at afdække markedet, og som enkelt og effektivt formidler ledige lejeboliger. DEAS har med portalen Findbolig.nu udviklet en løsning inden for boligsøgning, der også favner studie- og ungdomsboliger. Men også kollegieværelser er en mulighed de boligsøgende med fordel kan overveje.

Vær realistisk og tålmodig

Udlejningschefen i DEAS råder de kommende studerende til at være åben over for andre muligheder og placeringer, end man umiddelbart har som førsteprioritet.

”Det er altid en god idé at skrive sig op til en studie- eller ungdomsbolig i så god tid som overhovedet muligt, men vi ved også af erfaring, at langt de fleste unge ved studiestart står i en relativt akut boligsituation. Derfor gælder det om at være både realistisk og tålmodig og om at bruge sit netværk,” siger Lasse Rüsz.

10 gode råd til dig som boligsøgende

Skriv dig op - og i god tid
Det kan virke banalt, men det er vigtigt, at du bliver skrevet på venteliste til en ledig lejebolig i så god tid som muligt. Det giver et forspring i boligsøgningen. Og du behøver ikke vente, til du er blevet optaget på studiet.
 
Vær realistisk
Start med at overveje nøje, hvad du ønsker, og hvilke boligdrømme du godt kan gå på kompromis med. Kan du fx nøjes med et mindre værelse, hvis det betyder, at du bor mere centralt? Eller er pladsen det vigtigste for dig?
 
Skab dig et overblik

Sørg for at få et godt overblik over din privatøkonomi, så du har et realistisk billede af, hvor meget du kan sidde for om måneden. Tal eventuelt med din bank. Husk at indregne en post i budgettet til de løbende forbrugsudgifter, dvs. vand og varme.
 
Brug boligportalerne
Der findes en lang række boligsites, som enkelt og effektivt formidler ledige lejeboliger. DEAS har med portalen Findbolig.nu udviklet en løsning, der også favner studie- og ungdomsboliger. De mange boligsites findes med en enkel søgning på nettet fx: boligportal.dk, ciu.dk, lejebolig.dk, dba.dk/boliger/lejebolig, minlejebolig.dk, boligbasen.dk, boliga.dk, kollegierneskontor.dk, aku-aalborg.dk.
 
Husk også de mange kollegier
Der findes både almene og private kollegier i næsten alle former og prislejer rundt omkring i landet. Nogle kan søges direkte hos det pågældende kollegium og andre via boligportaler, der samler kollegier på tværs.
 
Vær opsøgende og brug dit netværk
Gå ikke kun den slagne vej. Brug også dine venner, familie og bekendte. Måske de kender nogen, som kan hjælpe dig? Og hold dig ikke tilbage fra at bruge de sociale medier.
 
Søg i et bredt geografisk område
Uden for byernes centrum er der mindre pres på boligmarkedet. Boligens placering tæt på fx offentlig transport kan betyde meget. Så sæt dig grundigt ind i, hvor langt væk fra dit studie, du egentlig kan søge, samtidig med at du har en acceptabel transporttid.
 
Acceptér at din første bolig måske er midlertidig
Ingen siger, at du skal blive boende i din første bolig under hele dit studie. Vær indstillet på midlertidige løsninger det første stykke tid, som fx kortvarig fremleje. Dine ønsker kan ændre sig, og nye muligheder kan opstå, når du først har tag over hovedet.
 
Slå dig sammen med andre
Overvej muligheden for at starte i en delelejlighed eller et bofællesskab. Det åbner op for flere muligheder og giver dig garanti for socialt samvær. Husk dog altid at tjekke med udlejer, om denne boligform er tilladt, inden du flytter ind.
 
Forældrekøb - Tal med banken
Overvejer din familie at købe en lejlighed til dig, så er der en række økonomiske og personlige forhold, I skal overveje grundigt inden. Det er en god ide at starte med at tale med jeres bank, som typisk kan guide jer.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk