VIAs læreruddannelse har igen en lille fremgang i Skive. Det glæder uddannelsesdekan Elsebeth Jensen, fordi der er efterspørgsel på veluddannede lærere i området.
Søndag den 22. marts var der deadline for at søge ind på en videregående uddannelse gennem kvote 2. I år var fristen udskudt en uge på grund af situationen med udbruddet af coronavirus. Så da klokken slog 12.00 den 22. marts, og fristen for at søge ind i kvote 2 officielt udløb, kunne VIAs læreruddannelse i Skive glæde sig over, at have en fremgang i antallet af ansøgere, der har valgt Skive som deres første prioritet.
Ifølge Elsebeth Jensen, der er uddannelsesdekan for læreruddannelsen i VIA, er det glædeligt med en fremgang, fordi der er brug for flere veluddannede lærere i det midt- og vestjyske.
”Vi har en fremgang på de fleste af læreruddannelsens uddannelsessteder i VIA. Men det er særlig glædeligt, at vi har en fremgang her i Skive og i resten af det vestlige område. Det er vigtigt, at flere vil læse til lærer i Skive, fordi der i denne del af regionen, er stor efterspørgsel på veluddannede lærere,” siger Elsebeth Jensen.
I Skive er der en mindre tilbagegang i det samlede antal ansøgninger, hvor to personer færre end sidste år har søgt Skive. Til gengæld er der en fremgang på 7 procent af de ansøgere, der har læreruddannelsen i Skive som deres første prioritet. Altså ansøgere, der er helt sikre på, at de gerne vil læse til lærer i Skive.
Stort fokus på læreruddannelsen
Fremgangen af lærerstuderende over hele Region Midtjylland er interessant, set i lyset af det store politiske fokus, der har været på læreruddannelsen de seneste år. Samtidig har både politikere og uddannelsessteder arbejdet målrettet med at øge optaget, særligt uden for de store byer.
Elsebeth Jensens understreger dog, at selvom kvote 2 nu er overstået, så er det for tidligt at konkludere noget i forhold til årets endelige ansøgertal. For VIA optager størstedelen af de studerende på læreruddannelsen gennem kvote 1, der har ansøgningsfrist den 5. juli.
Derfor er det først til sommer, at VIA får overblik over årets samlede antal ansøgninger. Ansøgerne gennem både kvote 1 og 2 får besked tirsdag den 28. juli, om de er optaget på en ønsket videregående uddannelse eller ej.
Sådan er søgningen i Skive
Ansøgninger i kvote 2 i alt:
- 2020: 70
- 2019: 72
Førsteprioritetsansøgninger
- 2020: 31
- 2019: 29
Her udbydes læreruddannelsen i Region Midtjylland
- Nørre Nissum
- Silkeborg
- Skive
- Aarhus
- Holstebro (uddannelsesstation, som udbydes under læreruddannelsen i Nørre Nissum)
- Randers (uddannelsesstation, som udbydes under læreruddannelsen i Nørre Nissum)