Flere skibonitter skal tage en erhvervsuddannelse

Uddannelse:

Dansk Byggeri Midt- og Vestjylland kvitterer for, at Skive Kommune gør en ekstra indsats for at få flere ind på erhvervsuddannelserne.

Partnerskabsaftalen, som Dansk Byggeri har med Skive Kommune og en række andre organisationer, bliver udvidet til også at omfatte flere erhvervsuddannelser.

- Vi er naturligvis primært interesseret i uddannelserne inden for bygge- og anlæg. Men udvidelsen af partnerskabsaftalen til også at omfatte for eksempel kontor og handel er et signal om, at Skive Kommune forpligter sig yderligere til indsatser, som får antallet af unge på erhvervsuddannelserne til at stige. Det kan vi kun hilse velkomment, siger formand for Dansk Byggeri Midt- og Vestjylland Niels Hansen.

Kan mærke manglen på arbejdskraft
Skive Kommune ligger i forvejen foran mange andre kommuner, når det gælder søgningen til erhvervsuddannelserne. I år har 25 procent af unge fra 9. og 10, klasse søgt en erhvervsuddannelse, og det er højere end landsgennemsnittet.

- Men vi skal endnu højere op. I min egen tømrervirksomhed mærker jeg, at det er svært at få kvalificeret arbejdskraft. Jeg må af og til hente folk via vikarbureauer. Så bygge- og anlægsbranchen tørster efter friske unge mennesker – og såmænd også dem, der er lidt ældre, siger Niels Hansen.

Fakta om partnerskabsaftalen
Arbejdsmarkedsforvaltning har udarbejdet en ny udvidet partnerskabsaftale om erhvervsuddannelserne i Skive. Aftalen skal fortsat have fokus på de tekniske erhvervsuddannelser inden for industri og håndværk, men derudover er aftalen udvidet til også at omfatte serviceteknikere og serviceassistenter, SOSU – området samt de merkantile uddannelser inden for IT, kontor og handel – udtaler formanden for Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget Goska Rasmussen.

Den udvidede styregruppe består af: Dansk Byggeri Midt- og Vestjylland, DI Skive/Viborg, Dansk Erhverv, Arbejdsgivernes lokalafdeling Skive & Viborg og omegn, Tekniq Skive, Skive College, HK MidtVest, FOA, Metal, 3F, Social- og Sundhedsskolen, Dansk El – forbund og Skive kommune, siger formanden for Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget.

På baggrund af målene for aftalen er der udarbejdet handlingsplaner inden for tre indsatsområder:

  • At der er praktikpladser til unge og voksne med et bestået grundforløb 2
  • At flere unge vælger en erhvervsuddannelse direkte efter 9. eller 10. klasse
  • At unge, der har gennemført et grundforløb uden en praktikplads, får den nødvendige hjælp til at finde en praktikplads og færdiggøre deres uddannelse

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk