Et pusterum for børn og forældre

Karen Marie Bligaard
Foto: Skive Kommune
Karen Marie Bligaard
Uddannelse:

Forældrene til de børn, der går i specialbørnehaven, der hører under Daycare Nord i Skive Kommune, bliver løbende ringet op af børnehavens medarbejdere, mens den er lukket. Sammen finder de en løsning, der sikrer, at de sårbare børn kommer så skånsomt som muligt igennem denne periode, hvor hverdagen slet ikke er, som den plejer.

Da det meste af Danmark lukkede ned for tre uger siden, begyndte Karen Marie Bligaard hurtigt at lægge en plan for, hvordan hun skulle hjælpe forældrene til de sårbare børn i specialbørnehaven under Daycare Nord bedst muligt igennem. Hun er pædagogisk leder i Daycare Nord i Skive Kommune, der også dækker fire andre og almene dagtilbud for børn i alderen 0-6 år.

- Vi tænkte, at der nok hurtigt ville være nogle af vores børn i specialbørnehaven, der ville komme under pres. Af mange forskellige årsager. I nogle familier kunne det blive en udfordring for forældrene at have dem hjemme i så lang en periode – væk fra hverdagens struktur og rytme. Andre steder kunne det være en udfordring, hvis en forælder med en kronisk sygdom eller en enlig forsørger skulle arbejde hjemme med flere små børn omkring sig dagen lang, siger hun.

Som en udstrakt hånd
- Derfor begyndte jeg at ringe rundt til hver af forældrene for at høre, hvordan de havde det, og hvordan det gik med at have børnene hjemme. Det tog de utrolig godt imod. Der var ingen, der tog det som om, at jeg kontrollerede, om de nu kunne klare at have børnene hjemme. De tog imod opringningen præcis, som den var tænkt: Som en udstrakt hånd, fordi vi har en fælles interesse i deres barn. Jeg tror også, det var den direkte kontakt, der gjorde forskellen. Det var ikke bare et brev, de fik. Det var rigtig dejligt at opleve.

Siden da har hun ringet til familierne flere gange. De skal vide, at de ikke står alene. Og hun vil også gerne være sikker på, at det stadig går, som det skal i hjemmene. For det kan godt ændre sig med tiden, mener Karen Marie Bligaard.

- Jo længere tid, der går, hvor det hele er lukket ned, desto sværere bliver det for nogle af familierne at få hverdagen til at hænge sammen. Vi oplever også flere komme i nødpasning. I den første uge havde vi ét barn, i denne uge er der tre. Og jeg forventer, at det tal vil stige. Også fordi der ikke er nogen, der kender bagkanten. VI kan jo ikke sige til forældrene, at de bare skal holde ud 10 dage endnu. For det ved vi ikke. Derfor opfordrer vi også dem, vi kan mærke, der har brug for det, til at sende deres børn i nødpasning. Det kan være et nødvendigt pusterum for både børn og forældre.
For Karen Marie Bligaard og personalet handler det om at få taget hånd bedst mulig hånd om de børn, der har særligt socialpædagogisk behov. Og for hvert enkelt barn vurdere, hvad den bedste løsning er. Den løbende kontakt til familierne vil også gøre det lettere for det enkelte barn at komme tilbage i børnehaven, for så har det, de kender, ikke været så langt væk. I den sammenhæng har pædagogerne været meget kreative og vist en vilje til at få tingene til at lykkes i en grad, der har imponeret den pædagogiske leder.

Indhold i børnenes hverdag
Specialbørnehaven har ét barn i nødpasning. Det bor en hel times kørsel væk. Det viste sig at være svært for en familie, da åbningstiderne ikke er de samme som normalt. Men også det fandt de en løsning på.
- Det ville have betydet to timers transport for moderen hver dag. Det var svært i det tidsrum, hvor hun også skulle arbejde hjemmefra. Men så aftalte én af vores pædagoger med forældrene, at hun henter barnet hjemme og kører det hjem igen efter børnehave. Hun skulle alligevel den vej. Og kontakten til forældrene foregår pr sms, så der er mindst mulig fysisk kontakt og den afstand, der skal være. Vi følger selvfølgelig de retningslinjer, vi skal, siger Karen Marie Bligaard.

I det hele taget er pædagogerne i fuld gang på andre måder, end de er vant til. Lige nu har de travlt med at forberede den tid, der kommer, når børnene vender tilbage. De laver arbejdskasser og andre materialer, udarbejder statusbeskrivelser – og én af dem er endda i gang med at hækle dyr til en sangkasse til børnene.

- Arbejdet med specialbørnene foregår på en lidt anden måde end i den almene børnehave. Derfor går megen tid med at forberede de forskellige ting, pædagogerne bruger i aktiviteterne sammen med børnene. Jeg bliver så glad, når jeg ser, hvordan de hele tiden finder på nyt og bruger deres arbejdstid derhjemme på at lave en masse godt materiale. De følger også med i pædagogfaglige webinarer for at blive endnu skarpere på den nyeste viden på området og for at udveksle gode idéer med kolleger andre steder. Og senere i dag vil de sende en video hjem til de børn med en sang, de har sunget for dem. Det tror jeg, børnene bliver rigtig glade for, siger hun.
Inden påsken vil samtlige forældre blive ringet op igen. Så vil Karen Marie Bligaard sammen med forældrene lægge en plan for, hvordan familierne kommer gennem påsken på en måde, der giver mening for børnene. Og én aftale har de: Forældrene skal ringe, hvis de har problemer. Så står teamet, der kender børnene, klar.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk