Sådan skiver Herningsholm Erhvervsskole på deres nyhedsside i forbindelse med et et arrangement d. 3. juni for ledige med fokus på de fordelagtige fremtidsmuligheder inden for industrien
Mangel på faglærte
Det er et paradoks, at ordrene på den ene side vælter ind af døren hos rigtig mange industrivirksomheder, mens manglen på faglært arbejdskraft på den anden side sætter sig om en gevaldig stopklods for den fortsatte vækst.
Ifølge en analyse fra DI vil der i 2020 komme til at mangle 33.000 faglærte i industrien.
Netop for at imødegå denne udfordring er Herningsholm Virksomhedscenter i samarbejde med jobcentrene i Lemvig, Holstebro og Herning samt lokale industrivirksomheder gået sammen om at afholde et arrangement, hvor ledige kan blive orienteret om uddannelses-og karrieremuligheder inden for industrien, samtidig med at kedelige fordomme forhåbentlig bliver aflivet.
Arbejde i industrien
Virksomhedscentrets leder, Leif Kloster, fortalte om den lediges mulighed for at komme i gang med en erhvervsfaglig uddannelse straks efter sommerferien inden for et af de fag, hvor behovet for uddannet arbejdskraft er særlig stort: smede, industritekniker og maskinsnedker.
Hvis den ledige ikke umiddelbart har mod på at tage en hel uddannelse, er det også muligt at tage kortere kursuspakker inden for de nævnte fag, hvilket ofte er indgangen til senere at blive faglært.
Repræsentanterne for de indbudte virksomheder fortalte om den moderne arbejdsplads i rivende udvikling, som industrien er.
Blandt andre berettede Niebuhr Gears og Jydsk Aluminium Industri om, hvordan deres medarbejdere konstant bliver udfordret og derved hele tiden lærer nyt inden for deres fag.
Og dagene, hvor industrien var en arbejdsplads hovedsagelig for stærke, olieindsmurte mænd, er for længst ovre.
Viden og vilje frem for råstyrke
På de hypermoderne industriarbejdspladser er det teknik, snilde og faglig indsigt, der er brug for og ikke simpel råstyrke. Så der er så rigelig plads til både mænd og kvinder.
Efter oplæggene i Generatorsalen fik de ledige mulighed for at snuse rundt i værkstederne og se, hvordan det der går for sig.
Blev gnisten tændt hos de ledige, havde jobcentrene indvilliget i at endagsbesøget kunne veksles til et længerevarende ophold i form af enten en erhvervsuddannelse eller kursuspakke på Herningsholm.