Dagplejerne klar til at tage imod børnene igen

Uddannelse:

Påsken har på mange måder været anderledes for de fleste af os i år. Det gælder også for dagplejerne i Skive Kommune, der ikke har haft helt så meget fri, som de plejer. De har været fuld i gang med at gøre klar til at tage imod børnene igen – efter Sundhedsstyrelsens retningslinjer.

Sæbe og håndsprit. Særskilte madpakker og egne drikkedunke med navn på. Intet fælles sengetøj. Legetøj, der skal gøres rent. God afstand. Mere rengøring. Mere kontakt med forældrene på sms i stedet for ved aflevering og afhentning. Ja, listen er lang for dagplejerne, der her i påsken har været i gang med at gøre klar til igen at tage imod børnene her til morgen. For hverdagen i dagplejen kommer ikke til at ligne den, de kender, fra tiden før coronakrisen brød ud. Hos Sabine Godsk, der er dagplejer i Hindborg, har forberedelserne også været en anledning til selv at finde på de gode løsninger.

- Jeg har lavet små håndklæder ud af store. Så kan hvert barn have sit eget håndklæde i stedet for at deles om flere. Og de små håndklæder vil kun blive brugt én gang. Jeg har også lavet bogpakker, sådan at vi har en pose bøger til hver ugedag. På den måde ligger bøgerne i syv døgn uden at blive brugt. Det betyder, at eventuelle vira vil være væk, når vi tager fat i dem igen. Så har jeg pakket en del legetøj væk, for det er ikke alt, der kan vaskes. Derfor er hylderne blevet lidt tomme. I stedet har jeg lavet nogle poser med vand, glimmer og farver i, så der er noget sjovt at kigge på for børnene, siger hun.

Prøvet retningslinjerne af
Og Sabine Godsk ved allerede lidt om, hvad det er, der venter hende og børnene i dag. For hun har i de seneste fem dage haft et barn i nødpasning.

- Her har vi virkelig fået prøvet alle retningslinjerne af. Vi har vasket hænder, og der er blevet gjort rent, når drengene, jeg passer, har sovet til middag. Og så er det legetøj, som godt kan tåle at blive vasket, blevet puttet en tur i opvaskemaskinen to gange om dagen. Jeg har derfor delt legetøjet op i henholdsvis en formiddags- og en eftermiddagsbunke. På den måde vil det være nemmere at få vasket. Så på den måde har jeg øvet mig lidt, og det er gået rigtig godt. Forestillingen om, hvordan det ville være, var faktisk værre end det er, efter jeg er kommet i gang med det, siger hun.

Derudover har familien en stor træterrasse, hvor hun vil være mest muligt ude med børnene. De vil tage legetøjet med indefra, så de kan lege med det derude. Hun har også en lille udendørs legeplads. Så forældrene har fået besked på, at børnene skal have udetøj med.

- Jeg har lavet et system, hvor vi hænger plasticposer op med børnenes udetøj i. På den måde kommer deres tøj til at blive opbevaret adskilt. Så det bliver en noget anderledes hverdag, vi får os, men det skal nok komme til at fungere, siger Sabine Godsk.

Hver sin madpakke
Samme melding kommer fra Dorte Balling, der er dagplejer i Højslev. Hun har ligesom sin kollega også lagt et stort stykke arbejde i at forberede sig. Hun har blandt andet tænkt sig, at børnene skal have hver sin madpakke, så de ikke kommer til at røre ved den samme mad. Børnene vil også få hver sin drikkedunk.

- Og så er det jo lidt af en udfordring med legetøjet. Der er godt nok meget af det, vi plejer at bruge, der ikke lige kan smides i opvaskemaskinen. Men det har jeg nu tænkt mig at klare ved at holde mig til så mange af de aktiviteter, der ikke skal bruges legetøj til, som muligt. Her tænker jeg især på sang, dans, motorik og den slags. Og det vil også være noget, vi nemt kan lave udenfor. Det plejer at være noget, børnene er rigtig glade for at lave. Så det skal nok gå, siger Dorte Balling.

Hun er desuden arbejdsmiljørepræsentant for dagplejerne, så hun har også sit fokus rettet mod dagplejernes arbejdsmiljø.

- Selv om vi ikke kan besøge hinanden med børnene eller mødes med dem i legestue for tiden, er det vigtigt for os at holde kontakten. Det gør vi online, og det vil vi fortsætte med, så vi kan hjælpe hinanden med at få hverdagen til at gå bedst muligt. På den måde er der ingen, der kommer til at stå alene med opgaven.

Med knus, trøst og kontakt
Begge dagplejerne har tilrettelagt hverdagen for børnene i et tæt samarbejde med forvaltningen i Skive Kommune. Det betyder, at der både hos dem og deres kolleger er styr på retningslinjerne fra Sundhedsstyrelsen. Der vil blive vasket og sprittet hænder, gjort rent, der bliver ikke brugt fælles sengetøj, og de vil have fokus på korte seancer, når børnene bliver afleveret og skal hentes igen.

- Den gode snak, vi plejer at have med forældrene i de situationer, må vi lige nu gøre kort. Og så kan vi fortsætte på sms. Det vil vi rigtig gerne, for der kan godt være noget, der er både er godt og vigtigt at få snakket om. Det skal der stadig være plads til – bare på en anden måde. Og så skal forældrene ikke tro, at vi holder os på afstand af børnene. For i dagplejen ændres der – helt i overensstemmelse med retningslinjerne – ikke på, at børnene får de knus, den trøst og den kontakt i det hele taget, som de er vant til.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk