Fra Tarok Museet var de i går turister hos sig selv og på egen egn. Deltagerne fra Tarok Museet deltog i en bustur rundt i Østsalling sammen med Østsalling Oplevelsesklynge, øvrige inviterede gæster samt repræsentanter fra Skive Kommune.
Dagen startede med kaffe og rundstykker her på Hagenshøj, inden turen gik til et kort stop ved Fjordens Perle, Lyby Strand. Chaufføren på turbussen fra De Blaa Busser i Skive var Flemming Worm, som kender Østsalling særdeles godt.
Næste stop på turen var ved Jeppe Aakjærs smukke Jenle, hvor der blev gjort et længere ophold, inden der blev kørt videre ad små veje forbi bl.a. Langesgaard, hvor dele af filmen, om Tarok Museets egen Tarok blev optaget.
Herefter videre gennem Thise til Sundsøre, med frokost i det renoverede pakhus, der smukt fortæller om Færgefarten på Limfjorden, og den meget sparsomme jernbanedrift ved Sundsøre.
Fra Sundsøre gik turen til Eskov Strandpark, et yderst smukt sommerhusområde, der har haft held med at bygge en flot, flot shelter-plads med grillhytte og legeplads.
Vel ankommet til Selde - en aktiv by i Nordsalling - blev Galleri Da Winti besøgt, deres meget smukke kunst kunne beundres.
Dagen sluttede hjemme på Hagenshøj, hvor der blev givet en kort rundvisning på Tarok Museet, for de deltagere som endnu ikke var mætte efter en lang dag.
Deltagerne oplevede Østsalling som turisten gør det, på både godt og ondt - og sammen med dygtige eksperter notererede de sig deresoplevelser, således at notaterne kan indgå i et analysearbejde af Østsallings turismeøkonomiske identitet. Det er den identitet som gør Østsalling til noget helt særligt, set fra turistens perspektiv, og den identitet som udviklingen af Østsallings turisme skal bygge på.
Fremadrettet skal identiteten bruges både til at sætte den strategiske retning og prioritering af turismeudviklingen i Østsalling og til at understøtte de værdier, som gør Østsalling til noget særligt.
Ideen er, at der skal opbygges et endnu stærkere samarbejde mellem alle attraktioner, som findes i det smukke Østsalling.