Peter Rudbeck havde Bad Moon Rising på toppen i Jydsk 2 års Grand Prix, som blev vundet ganske let fra spids af den lækre Muscles Yankee-søn.
Birger Jørgensen havde måske luret, at den værste konkurrent Big Mac P D ikke var dus med svingene i Århus, da han gav den gas i første sving og overtog spidsen ganske let. Siden rykkede Bad Moon Rising væk i sidste sving og bevarede et sikkert forspring mod mål til en flot sejr i tiden 1.17,9a/1800. Med 120.000 kr. i førstepræmie har Bad Moon Rising tjent små 400.000 kr.
Det var Peter Rudbecks femte sejr i Jydsk 2 års Grand Prix. De øvrige vindere er Frontline, Kaleidoscope, Nobodybeatsthebeat og Therumoursaidfire.
Tom Kirkegaard havde sin tredjehest fra Derbyet United K K til start i et Liga-løb, og kørt af Steen Juul vandt han en overbevisende sejr på en flot afslutning før en anden Derbyhest fra Skive i Winwin Boy.