Ny stjerne på vej

Trav:

Jan Dahlgaards nye stjernefrø Quality Fighter viste med gårsdagens sejr i Pay Dirts Mindeløb, at den ikke bare er en af de bedste norskfødte treåringer, men at den også fuldt ud matcher de bedste danske ditto.

Forud for sejren i Pay Dirts Mindeløb havde Quality Fighter gjort en enkelt årsstart, hvor den i Bjerkebanens Opdrætningsløb Consolation, som retteligt ikke var et trøstløb, men derimod et erstatningsløb for det aflyste Opdrætningsløb sidste år, sluttede på en flot andenplads og dermed manifisterede sig som en af de bedste treåringer i Norge, skriver Claus Juncker, Skive Trav.

Det var derfor med forhåbninger om, at den kunne være med til at kæmpe om sejren, at træneren og delejeren Jan Dahlgaard bragte den letbenede vallak til start i den første danske styrkeprøve for de treårige heste.

Fra spor seks fulgte Quality Fighter nærmest startbilen, da denne slap feltet.

 - Jeg kørte egentlig aldrig rigtigt med ham. Han gjorde det bare af sig selv, indleder Jan Dahlgaard, der ikke var overrasket over starthurtigheden.

 - Jeg kørte også til spids med ham på Bjerke, uden der dog var meget køring fra start. Det var helt bevidst at jeg som toårs ikke prøvede ham af fra start, da han primært var ude for at lære at løbe væddeløb.

Quality Fighter fik sidenhen, hvad Jan Dahlgaard betegner som et optimal rejse og havde hele vejen en idé om at det kunne gå hans vej.

 - Ved at slippe til Bent Svendsen var jeg sikret et godt rygløb. Det er jo sjældent at Bent slipper spidsen, griner Jan Dahlgaard og tilføjer:

 - Vi er tidligt på sæsonen og jeg vil derfor gerne køre nogle fornuftigt opbyggende løb. Det var iøvrigt samme oplæg jeg brugte på Bjerke senest, hvor han lukkede bedre end 1.09 de sideste 300 meter, så jeg vidste at han kunne levere en hastig afslutning.

Ifølge Jan Dahlgaard venter der Quality Fighter en dyrlægeundersøgelse, inden hesten har sin næste opgave om fire uger.

 -  Man kan godt sige, at han egentlig vandt på en dårlig dag. Han viste mig noget styrke og havde god fart over mål, men han havde lidt stilmæssige problemer. Jeg har en idé om at det kan være et forknæ der spøger, men han er ung og det kan også være vækstbetinget.

 - Generelt er han ellers en sund og stærk hest, der ikke tidligere har været behandlet, så nu går vi ham igennem og tager den derfra.

Matches mod de norske årgangsløb

Når man i karrierens femte start er i stand til at vinde på 1.15,0a/2060 meter uden at være som bedst, er der naturligvis en vis tro på fremtiden. En fremtid der fortsat vil ligge i Jan Dahlgaards hænder, eftersom han og samboen Charlotte W. Poulsen ikke gør sig tanker om at sælge hesten.

 - Det ser rigtigt fornuftigt ud med ham. Han er på ingen måde skærpet og havde kun gået et enkelt hurtigarbejde inden hans sæsondebut, så der kommer en naturlig udvikling med starterne, fortæller Jan Dahlgaard, der matcher Quality Fighter mod de norske årgangsløb.

- Så langt har han vist sig at være blandt de tre bedste i sin årgang i Norge, men man skal huske på, at nordmændene ikke har for vane at starte der heste som toåringer, så de begynder først for alvor at bringe deres heste til start nu. Vi må se hvad fremtiden bringer, afslutter Jan Dahlgaard.

 

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk