Det blev en god dansk start på den store løbsdag på Jarlsberg Travbane i Norge, hvor man senere på dagen afvikler Ulf Thorensens Mindeløb med et væld af topheste til start. Dog ikke Danmarks bedste hest Takethem, som blev slettet tidligere på ugen.
Wallander og Michelle Mønster var favorit i eftermiddagens montéløb, og det blev da også til sejr. Men Mønster og Wallander skulle begge helt ud i fuld længde, før sejren kom i hus. I spids sad nemlig en genstridig modstander i form af Willgo med Henriette Bye, som afviklede de første 500m efter 1.10,2 og kilometeren efter raske 1.12,3.
Michelle Mønster tog en rolig start med Wallander, som med en omgang til mål var placeret i andet par udvendigt. På bageste langside søgte Michelle sig tættere frem til Willgo, som der var kontakt med i sidste sving.
På et tidspunkt var det usikkert, hvem der skulle stikke mulen først på målstregen, men det blev Wallander udvendigt, som gik til sejr i tiden 1.14,0a/2100m. Wallanders tidligere montérekord var 1.16,1/2020m, så der var altså tale om en klækkelig rekordforbedring.
Wallander er i fire montéstarter foreløbig ubesejret i monté.