Skive Trav fortæller: Jan Dahlgaard og Winston Sisa var i særklasse i derbyet, og ingen ord kan næsten beskrive den præstation, som Winston Sisa leverede, da han i ensom majestæt vandt i ny verdensrekordtid 1.12,8a/3000m.
Med fast vat i ørene og i sin dejligt afslappede stil vandt Winston Sisa uden at være kørt i bund på nogen måde. Næseborene knapt bevægede sig efter løbet, og som Jan Dahlgaard beskrev ham i vindercirklen, så er han en ”frygtelig” god hest.
Op til derbyet har der været et massivt tryk på Jan Dahlgaard og Charlotte Poulsen, men de klarede det hele med bravur, og de kan nu begge se tilbage på, at de løste opgaven med at have Winston Sisa klar til sit livs hidtil største opgave. Winston Sisa kan nu titulere sig som værende den bedste derbyvinder nogensinde i dansk travsports historie.
Hjemme på gården var der om aftenen arrangeret en velkomst af familie og venner, som tog imod med flag og glæde, da Jan og Charlotte kom hjem med Winston Sisa.
Og vi vil selvfølgelig hylde Winston Sisa for derbysejren, når vi kører løb igen d. 7. september.
Der skal også lyde et stort tillykke til Tom og Kim Kirkegaard med deres United K K, som kørt af Gordon Dahl gik et fantastisk flot løb og blev tredje. United K K måtte i to omgange slide sig forbi trætte konkurrenter på sidste omgang og kæmpede sig frem til sin fine placering.