Kasper Foget sigter mod stjernerne

Trav:

Kasper Foget er et af dansk travsports lysende talenter. Den 23 årige Team Friis ansatte jockey har fået en forrygende start på sæsonen med 7 sejre og 20 top tre placeringer i blot 45 starter. Dermed lever han til fulde op til den tillid, han i højere og højere grad vises af trænere og hesteejere.

Han er født ind i travsporten, eftersom hans mor Charlotte Lohmann altid har haft heste på amatørplan. Det var med hendes heste at Kasper Foget indledte sin kuskekarriere og til at starte med var det primært i amatør- og formløb at han begik sig, skriver Claus Junker.

Efter at have færdiggjort handelsskolen startede han op hos Jeppe Juel og planen var egentlig at det kun skulle være et kortere ansættelsesforhold, inden han skulle læse videre.

 - Jeg trivedes rigtigt godt hos Jeppe Juel og vi havde nogle fantastiske heste at arbejde med, så det endte med at trække i mig. Jeg var tre år hos Jeppe inden jeg kom til Team Friis, indleder Kasper Foget og fortæller videre:

 - Jeg bor i Skive og havde en forholdsvis lang køretur til Vindblæs, hvor Jeppe holder til, så jeg snakkede med Morten om at starte ved dem. Det var et sted jeg altid kom og hjalp til i weekenderne i gamle dage, så jeg vidste hvad jeg gik ind til.
- Det har vist sig at være et godt valg. Jeg får en masse køreture der er med til at udvikle mig som kusk og det virker til at være det helt rigtige for min karriere.

Får lov at køre klasseheste

Team Friis har vist Kasper Foget stor tillid, ved at sætte ham bag flere af staldens rigtigt gode heste i løbssammenhæng.

 - Jeg får lov til at køre en helt anden form for heste end jeg har gjort tidligere, hvor det bare handlede om at køre indvendigt.

 - Fernando Web som jeg vandt med i går, er netop et eksempel på hvordan det har udviklet sig for mig.  Nu kører jeg klasseheste, som er med til at sætte sit præg på løbene og det gør mig til en langt mere komplet kusk, forklarer Kasper Foget, der ikke underkender ikke betydningen af at køre løb regelmæssigt:

 - Jeg kører med en helt anden ro og føler mig også langt skarpere i løbene. Det hjælper naturligvis også at John og Morten er som de er. De viser at de stoler på mig og man føler sig tryg ved at de ikke lægger et unødigt stort pres på én. De er ikke på med riset, hvis man kikser med en storfavorit.

Sigter Mod Stjernerne

Kasper Foget er netop nu førende i løbsserien Sigter Mod Stjernerne, en løbsserie der bl.a. er sat i søen for at sætte fokus på de unge talenter.

 - Det er en perfekt løbsserie for unge kuske. Der er pæne præmier at køre om og det gør at folk er villige til at melde deres gode heste, så udover at det er en chance for at få noget løbsrutine, er det også en mulighed for at køre nogle heste man måske ikke lige kommer i nærheden af i dagligdagen, lyder det fra den unge jockey.

Som det ser ud nu har Kasper Foget planer om at fortsætte i travsporten og han gør sig da også tanker om at starte som travtræner en dag, uden at han betegner det som en decideret drøm. Han mener selv at han mangler en del inden han er klar til at stå på egne ben og vælger at se tiden an.

Kusketalentet giver udtryk for, at han i givet fald vil ud og opleve noget først. Han vil gøre sig selv den tjeneste, at se nogle af de store steder i Sverige eller USA, så vi skal ikke forvente at se ham indløse trænerlicens indenfor de kommende fem år.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk