Mandag d. 5. juni afvikles DM i Monté på Skive Trav. Montéforeningen har gjort et meget stort forarbejde med arrangementet og ser derfor frem til at der vil blive støttet godt op om løbet.
Der bliver tre monté-løb på dagen. I alt fire ryttere med tilknytning til Skive Trav deltager, det gælder; Maria Dueholm Svendsen, som var mest vindende i Danmark 2016, Sabina Gammelgaard, Solveig Davidsen og Michelle Mønster.
De i alt ti ryttere skal ride tre gange, og den rytter, som opnår flest point samlet set, er dagens vinder.
Lodtrækning om hestene
Montéløb har været en succes i de to foregående sæsoner på Bornholm og man forventer derfor også at det bliver succes på Skive Trav, som også får deltagelse fra både Aalborg, Århus og Billund.
For at gøre løbet ekstra spændende trækkes lod om hestene, så det er meget svært at sige noget om chancerne for de enkelte, da mange af rytterne kommer til at ride en hest, som de ikke har prøvet før.
Forhøjede præmier
Skive Trav oplyser, at der er gjort et stort benarbejde med at få skaffet sponsorer fra flere steder i og omkring Skive.
Der er 7.500 kroner til vinderen i alle løbene, og samtidigt er præmierne forhøjede så der er præmier til de første syv heste over mål.
Det er et super fint program med mange heste og super kvalitet på mange løb, lover Skive Trav.