Året skudt i gang på Skive Trav

Trav:

Årets første løbsdag, i lørdags, blev en kold affære, men banen var tip-top og der blev leveret mange fine præstationer i de 10 løb.

Bedste start på året fik familien Allentoft, hvis to startheste begge vandt med Morten Friis i vognen. Efter tre galopper i streg og et prøveløb, var Balder Tulsbjerg sikkerheden selv, da han udstyret med et lukket hovedlag var stabil. Morten Friis kørte frem til føring efter 600 meters kørsel og siden var der kun en hest på banen, og Balder Tulsbjerg vandt i den flotte tid 1.17,3a/2000m. Bellis Tulsbjerg blev fra start kørt indvendigt, og hun søgte sig ud i andet spor med omgang. Rundt sidste sving satte hun tryk på førende Vittrup M H G og sejren blev siden meget sikker.

René Kjær kom også godt i gang med året i Skive, da han vandt to løb. Mogens Bek´s Always So Easy var ubetinget dagens største favorit, og hun gjorde alt rigtigt fra spids. René Kjær åbnede roligt og kørte siden rigtigt stærkt i sidste sving, hvor der blev åbnet op med længder til feltet, men alene i spids ventede hun lidt på de andre, hvoraf Vanilla Lønbo angreb godt på open stretch, men sejren var aldrig i fare for den fine hoppe, som i øvrigt er til salg. Med Kaj Jensen-trænede Bell Man var taktikken en helt anden, da den entaktede hest fra bagfeltet blev sendt til angreb med omgang igen, og på ren styrke gled han til slut forbi førende California Bond til en sikker sejr.

Dagens hurtigste vinder blev April Hydrup, som har fundet en ny veksel udstyret et norsk hovedlag. Dennis Kristiansen fyrede hende af midt på sidste langside, og hun fløj frem til førende Axe Brogård på ingen tid og kæmpede sig siden til sejr med hoved før en tapper Axe Brogård. April Hydrup vandt i tiden 1.14,6a/1600m.

Morten Juul og Speed A Bærs er et samspillet par, der efter en periode uden sejre nu var klar igen. Torkil Foged´s skrappe hest åbnede til spids fra spor 8, og siden kørte Morten Juul igennem med ham i sidste sving i meget fin stil, og sejren blev overlegen.

Kent Friborg kom på tavlen med den store, flotte Algol, som undervejs i andet par udvendig løb og slappede af, men i sidste sving var han klar, og han kunne på en flot finish kæmpe sig til en kort men sikker sejr før undervejs kæmpende Feniks Volo og Rass.

Amatørløbet blev et fint løb, hvor favoritterne var kørt i stilling i sidste sving. Rositta Holmgård søgte open stretch og Freccia Rossa søgte sporene, og hun kunne på en flot afslutning vinde en fin sejr kørt af Rolf Jørgensen. Han fortalte efter løbet, at Freccia Rossa fortsat skulle starte på, og hun er altid en fornøjelse at følge.

Montéhestene var også i kamp, og det blev et ”fang-mig-hvis-I-kan-løb”, hvor Uffe S Lange D K i sin specielle stil forsøgte at ryste konkurrenterne af sig, og det lykkedes næsten, men Tom Breum´s Tinghøj Shadow var for skrap, og hun kunne vinde en sikker sejr dygtigt redet af Camilla Andersen.

Formløbet blev vundet af Per Juul, der fik et perfekt løb med Tonight Muddi i andet par udvendig. Angrebet blev sat ind i opløbet, og Tonight Muddi vandt uden de store problemer før en godt afsluttende Man About Town.

Lørdagens prøveløb kan ses på dette link: Prøveløb

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk