Fra på mandag kan borgerne, der normalt plejer at komme i syge-plejeklinikken i Sundhedscentret, igen møde ind til behandling. De andre sygeplejeklinikker fortsætter som hidtil under coronakrisen. Det sker i fuld overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens retningslinjer.
I forbindelse med den gradvise, kontrollerede genåbning af landet, er medarbejderne i sundhedsklinikken i Sundhedscenter Skive i fuld gang med at gøre klar til at åbne igen. Fra på mandag tager de igen imod borgerne.
- Vi er glade for, at vi igen kan åbne for at behandle borgerne i sygeplejeklinikken. I den periode, vi har holdt lukket, er vi i stedet kørt ud til alle borgerne, der ellers skulle have været inde på klinikken. Nu har vi kontaktet hver og en og givet dem beskeden om, at de igen kan møde op. Det kan de også trygt gøre, for vi har indrettet klinikken i fuld overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens retningslinjer, siger Jan Lund-Andersen, der er direktør for Kultur- og Fritidsforvaltningen i Skive Kommune og talsmand for kommunens krisestab.
- Vi har indrettet det sådan, at de, der venter, kan sidde med god afstand ude på gangen. De pårørende kan ikke få lov til at komme med ind, fordi vi vil have så få som muligt inde på samme tid. Og så vil vi opfordre alle til at komme til tiden – hverken før eller senere. På den måde sikrer vi, at der er færrest mulige til stede ad gangen, siger han.
Vant til høj grad af hygiejne
Derudover er personalet meget opmærksomme på brugen af værnemidler, ekstra rengøring og i det hele taget den gode hygiejne.
- Det er klart, at der er nogle ekstra forholdsregler på grund af risikoen for coronasmitten. De skal blandt andet bruge visir, når de tager imod borgerne i sygeplejeklinikkerne. Men derudover er medarbejderne jo vant til at leve op til en lang række regler og retningslinjer vedrørende hygiejne, så det er på ingen måde nyt for dem at sikre sig, at det sker, siger Jan Lund-Andersen.
Sygeplejeklinikkerne tilbyder borgerne den sygepleje, der skal til for, at de bliver raske for eksempel efter en indlæggelse på sygehuset. De hjælper også med dosering af medicin, sårpleje, måling af blodtryk, injektioner, inkontinensbehandling, blodprøvetagning, antabusbehandling m.m. Al plejen foregår i klinikkerne, medmindre der er tale om helt særlige tilfælde, der i givet fald vurderes individuelt.
Sygeplejeklinikken i Sundhedscentret åbner mandag den 4. maj 2020 og har fremover åbent fra 7-15 på hverdage og i weekender efter aftale.