Sukkerchok: 52 pct. spiser kage eller slik på jobbet mindst en gang om ugen

Sundhed og velvære:

Når vi er sociale på jobbet, skal der også være noget til den søde tand.

Mens fitnesscentrene fyldes af juleforspiste danskere, flyder sukkeret frit på landets arbejdspladser. Det viser en ny undersøgelse foretaget af Epinion for Deloitte. Her siger 52 pct., at de spiser kage eller slik på jobbet mindst en gang om ugen. Undersøgelsen viser også, at kvinder er mere usunde end mænd.

”Kage og slik er i den grad forbundet med det sociale samvær på jobbet, og det er forståeligt nok. De fleste har jo behov for at tage en pause med deres kolleger eller fejre forskellige begivenheder. Så snupper man en kop kaffe, og så skal der også være lidt til den søde tand,” siger HR-chef i Deloitte Heidi Persson.

Særligt i visse brancher er køen til slikskålen ekstra lang.

”Overraskende nok har den finansielle sektor flest kagespisere af alle brancher. Her spiser to ud af tre kage eller slik mindst en gang om ugen. Men også i det offentlige, blandt håndværkere og i rådgiverbranchen, som vi selv er en del af, er der kage eller slik bordet op til flere gange om ugen,” siger Heidi Persson.

Mens der altså er rigeligt med sukker i arbejdstiden, hjælper flere og flere arbejdspladser dog også medarbejderne med at forblive sunde, efter de er gået hjem.

”Personalegoder, der er direkte relateret til sundhed, bliver mere og mere almindelige. De seneste tal viser, at 26 pct. af danskerne har mulighed for at deltage i firmasport, 28 pct. kan bruge motionsrum på arbejdspladsen, 35 pct. har adgang til massage og zoneterapi, og 44 pct. har en sundhedsforsikring, som de kan vælge at bruge,” siger Heidi Persson.

Som HR-chef er Heidi Persson selv med til at sætte fokus på sundhed og trivsel:

”Jeg synes da klart, at man som arbejdsplads bør sætte fokus på sundhed. Det er jo i alles interesse, at medarbejderne har det så godt som muligt. En sundere livsstil giver typisk gladere medarbejdere, som både trives bedre, har mere energi og et lavere sygefravær.”

 

Fakta

Hvor ofte får I kage eller slik på din arbejdsplads?

Hver dag: 3 pct.

Flere gange om ugen: 19 pct.

Cirka en gang om ugen: 30 pct.

Flere gange om måneden: 15 pct.

Cirka en gang om måneden: 12 pct.

Sjældnere/ved ikke: 21 pct.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk