Dit valg i dag betyder alverden i morgen

Sundhed og velvære:

Udvalget af produkter og serviceydelser, der er svanemærket eller mærket med EU-Blomsten, er firedoblet i løbet af de seneste ti år. Næsten 9 ud af 10 kender Svanemærket - og det er især inden for områderne rengøringsmidler, vaskepulver og plejeprodukter, at danskerne kender de miljømærkede alternativer. Men kendskabet til miljømærkerne skal udbredes til endnu flere produktkategorier. Det skal kampagnen ”Dit valg i dag betyder alverden i morgen” være med til at sikre.

71 % af danskerne er helt eller delvist enige i, at de er optaget af, hvad de selv kan gøre for at passe på miljøet. Det viser en ny undersøgelse, som YouGov har foretaget for Miljømærkning Danmark.

En af de ting, man kan gøre for at passe på miljøet, er at vælge produkter og serviceydelser, der er svanemærket eller mærket med EU-Blomsten.

”De små valg er vigtige, fordi vi hver dag træffer så mange af dem. Når du som forbruger vælger produkter med Svanemærket eller EU-Blomsten, gør du en forskel. Med vores kampagne ”Dit valg i dag betyder alverden i morgen” vil vi gerne øge danskernes viden om, hvorfor miljømærkerne er et bedre valg for både miljø og mennesker. Samtidig vil vi gerne gøre opmærksom på det enorme udvalg af miljømærkede produkter og serviceydelser”, fortæller Martin Fabiansen, direktør i Miljømærkning Danmark.

I 2005 var der 3.000 miljømærkede produkter og serviceydelser – siden da er antallet firedoblet, så Svanemærket og EU-Blomsten i dag findes på mere end 12.000 forskelige produkter og serviceydelser på det danske marked.  Rengøringsmidler, vaskepulver, plejeprodukter, køkkenruller og toiletpapir, er de områder hvor flest danskere ved de kan finde miljømærkede alternativer.

Men nye tal viser også, at danskerne kan blive endnu bedre til at vælge miljømærkede produkter indenfor flere produktområder såsom hygiejneprodukter, mad- og bagepapir, møbler, maling, legetøj og byggeprodukter.

Derfor har Miljømærkning Danmark lanceret kampagnen ”Dit valg i dag betyder alverden i morgen”, som sætter fokus på Danmarks to officielle miljømærker, Svanemærket og EU-Blomsten og bredden i det store udvalg. På den interaktive hjemmeside www.miljømærkdithjem.dk kan danskerne se, hvorfor det er en god idé at bo sammen med Svanemærket og EU-Blomsten. Hjemmesiden viser vej til tusindvis af miljømærkede produkter.

”Miljømærkerne gør det nemt at træffe et valg, der skåner natur og miljø, og hvor man samtidig passer ekstra godt på sig selv og sine nærmeste. For eksempel kan man minimere eller helt undgå at blive udsat for nogle af de problematiske kemikalier, som EU endnu ikke har forbud mod. Samtidig giver mærkerne danske virksomheder mulighed for at markedsføre sig på deres miljøindsats,” siger miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen.

Danskerne kan i disse uger møde kampagnen flere steder i form af reklamer i gadebilledet og online, i en lang række magasiner og på de sociale medier. Kampagnen er støttet af butikskæderne Kiwi, Rema 1000, Netto, Kvickly, Matas, SuperBrugsen og Dagli’Brugsen. 

Fakta:

  • Udvalget af miljømærkede produkter er bredt – lige fra sæbe, vaskepulver, husholdningspapir, legetøj, byggeprodukter, tv og møbler til miljømærkede serviceydelser som fx renserier, hoteller og bilvaskehaller.
  • Omsætningen af miljømærkede produkter og serviceydelser i Danmark er i dag over 6,5 mia. kr.
  • Svanemærket og EU-Blomsten adskiller sig fra de fleste andre mærkningsordninger ved at tage hele produktets livscyklus fra råvarer til produktion, brug, bortskaffelse og recirkulering med i vurderingen, når kravene til miljømærkede produkter fastsættes.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk