De fleste kender uv-indekset – tror de da

Sundhed og velvære:

Om sommeren fortæller meteorologer dagligt i vejrudsigten, hvad dagens uv-indeks er. Men hvad er et højt uv-indeks, og hvornår skal man egentlig beskytte sig ekstra i solen? Selvom ni ud af ti danskere har hørt om uv-indekset, er det blandt dem kun hver fjerde, der ved, hvordan det skal tolkes.

”Vi kan se frem til en skyfri himmel, og uv-indekset vil ligge på omkring de syv.” Sådan kan vejrudsigten på en rigtig god sommerdag lyde. Og mens alle ved, hvad de kan forvente af en skyfri himmel, så kunne oplysningen om uv-indekset lige så godt være på russisk for mange danskere. For selvom ni ud af ti danskere har hørt om uv-indekset, er det kun 24 procent af dem, der har hørt om det, der ved, at det er nødvendigt at beskytte sig i solen, når uv-indekset er tre og derover. Det viser en ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne baseret på spørgeskemabesvarelser fra 3.999 danskere i alderen 15-64 år.

Uv-indekset fortæller, hvornår du skal beskytte dig
Uv-indekset kan bruges som et pejlemærke for, om man skal huske solrådene om skygge, solhat og solcreme, når man er udenfor, men det er afgørende, at man ved, at det er når uv-indekset har rundet de tre, at solbeskyttelse er nødvendigt.                          

- Det er vigtigt at huske på, at det ikke er temperaturen, der er afgørende for, hvor meget solen brænder. Og skyer er heller ikke nogen garanti for, at man ikke bliver solskoldet. Uv-strålingen kan nemlig godt trænge igennem på en overskyet dag. Uv-indekset fungerer som en slags termometer for uv-strålernes styrke, og er uv-indekset tre eller derover, skal man passe på i solen, siger Peter Dalum, der er projektchef i Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne.

I Danmark kan uv-indekset højest være syv på en sommerdag, mens uv-indekset ved ækvator kan nå op omkring 15.

Få hjælp af appen Uv-indeks – og tag den med på ferie!
Går ferien sydpå er det en rigtig god idé at downloade den gratis app ’Uv-indeks’. Her kan du nemlig tjekke den aktuelle uv-prognose på over en million lokationer i hele verden.

- Uv-appen gør det nemmere at beskytte sig ordentligt i solen. Her kan man allerede hjemmefra tjekke uv-indekset på feriedestinationen, så man kan planlægge en god solbeskyttelse hjemmefra, f.eks. solhatte til hele familien. Man kan også bruge appen til at planlægge udflugter på ferien. Og så anbefaler vi generelt, at man flytter hyggen ind i skyggen, og giver huden en pause midt på dagen, hvor strålingen er mest intens, siger Mette Meldgaard,  programchef i TrygFonden.

Uv-indekset og solbeskyttelse

  • 0 – 3: Lav uv-intensitet
    Lille risiko for solskoldning. Solbeskyttelse er ikke nødvendig, med mindre du har meget lys hud.
  • 3 – 6: Moderat intensitet
    Moderat risiko for solskoldning. Søg så vidt muligt skygge mellem 12 og 15. Brug tøj, hat og rigeligt med solcreme, som har faktor 15 samt UVA- og UVB-beskyttelse
  • 6 – 8: Høj uv-intensitet
    Stor risiko for solskoldning. Søg skygge mellem 12 og 15. brug tøj, hat, rigeligt med solcreme som har faktor 15 samt UVA- og UVB-beskyttelse.
  • 8 – 10: Meget høj intensitet
    Meget stor risiko for solskoldning. Bliv så vidt som muligt inden døre mellem 12 og 15. Hvis du skal være ude midt på dagen, bør du søge skygge og beskytte dig med tøj, hat og rigeligt med solcreme, som har faktor 30 samt UVA- og UVB-beskyttelse.
  • 10+: Ekstrem uv-intensitet
    Ekstrem risiko for solskoldning. Bliv så vidt som muligt inden døre mellem 12 & 15. Hvis du skal være ude midt på dagen, bør du søge skygge og beskytte dig med tøj, hat og rigeligt med vandfast solcreme, som har faktor 30 samt UVA- og UVB-beskyttelse.

Om appen ”Uv-indeks”
App’en er gratis og kan hentes i Google Play eller AppStore.
Læs mere om appen her
Se en lille film om appen her
Appen er udviklet af DMI, Miljøstyrelsen, Sundhedsstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden

Uv-stråling og kræft i huden
Solens uv-stråling er god for os i mindre doser, men der er samtidig evidens for, at for meget uv-stråling er kræftfremkaldende. Det anslås af WHO, at op mod 90 pct. af alle tilfælde af kræft i huden skyldes uv-stråling fra den naturlige sol og solarier.

Jo mere uv-stråling man udsættes for, og jo flere solskoldninger man får, des større er risikoen for at udvikle kræft i huden, dvs. hudkræft eller modermærkekræft. Uv-strålingen på solferier er ofte kraftigere end i Danmark, så derfor er det ekstra vigtigt at solbeskytte sig, når man er på solferie i udlandet.

Både solskoldninger og den samlede mængde af uv-stråling, man udsættes for gennem livet har betydning for risikoen for at udvikle kræft i huden.

’Kræft i huden’ er en samlet betegnelse for flere former for kræft: Modermærkekræft, der er den mest alvorlige form for kræft i huden, og almindelig hudkræft.

Hvert år registreres ca. 15.500 nye tilfælde af kræft i huden i Danmark, hvilket svarer til knap 43 nye tilfælde hver eneste dag.

Modermærkekræft er den hyppigste kræftform blandt danske unge 15-34 år

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk