Midt i Breum ligger der en lille hyggelig skøndhedsklinik, Salon Befi. Når man åbner døren til den lille klinik bliver man straks mødt af gæstfrihed, ro og hygge. Her kan du få et lille pusterum fra hverdagens travle stress og jag og bare lade Betina tage sig kærligt at dig for en stund.
Betina Filtenborg Jensen startede i august 2015 som elev på skolen ”Beauty and Style” i Aalborg. Her læser hun til kosmetolog, og står færdig til januar 2017. Så længe mente den 20-årige sallingbo dog ikke hun kunne vente på at blive selvstændig, og hun har derfor samtidig med studiet valgt at åbne sin lille klinik.
Betina kommer oprindelig fra Junget, men er altså nu flyttet til Breum sammen med kærsten Lars. Her bor de til leje i et hus, men drømmen er en dag at få deres eget lille landsted, med plads til Salon Befi. Betina har et motto, nemlig "at piger med jord under neglene også har brug for forkælelse”. Og hun ved hvad hun taler om, Betina er nemlig selv vokset op på et nedlagt landbrug, men det har ikke forhindret hende i at forfølge drømmen om at forkæle kunderne.
"Uddannelsen handler rigtig meget om hudpleje, og det interesserer mig rigtig meget. Jeg går meget op i at mine kunder får en individuel behandling og dermed den helt rigtige behandling til kundens hudtype", fortæller Betina og tilføjer; "alle kan komme og få en personlig tilpasset behandling, også mænd".
Salon Befi tilbyder forskellige former for behandlinger, her kan du både få massage, manicure og pedicure, forskellige former for voksbehandlinger, farve af bryn og vipper mm. Behandlingslisten udvider sig hele tiden jo længere Betina kommer i sit uddannelsesforløb. Hun er godt klar over at hun stadig er studerende, og det er da også grunden til at priserne afspejler at eksamensbeviset endnu ikke er i hus.
”Kan kunderne ikke komme til dig, så må du komme til dem”. Sådan tænker Betina, og derfor tilbyder hun også at tage ud til ældre og/eller gangbesværede som ikke selv kan komme til salonen. ”Hvis man af den ene eller den anden grund ikke selv kan komme til mig, er det jo ikke ensbetydende med at man ikke vil få noget ud af en behandling. Derfor synes jeg at det er helt naturligt at jeg så kommer til dem. Jeg oplever at kunderne bliver så glade for at jeg vil bruge tiden på at komme hjem til dem og stadig give dem den der lille pause fra hverdagen som vi alle kan have brug for”, fortæller Betina.
Vil du vide mere om behandlingerne og priser kan de se Salon Befi’s facebookside her.
Salon Befi
Klostervej 22, Breum
7870 Roslev