Kvalifikationsstævne for DM i Beach Handball afholdes i Roslev

SPORT:

Salling Beach Arena er vært for Rødbillet Beach Tour 2016, når touren afvikler et af sine 5 kvalifikationsstævner på anlægget ved Salling Hallerne søndag d. 12. juni.

I Roslev træner HRH 74 intensivt op til kvalifikationsstævnet i Beach Handball. Dansk Håndbold Forbunds årlige Beach Tour afholder henover sommeren 5 kvalifikationsstævner frem mod DM-finalestævnet i Kerteminde d. 18. juni. I Roslev er man stolte over at være vært for den årlige tour. 

Træner for Beach Handball i Roslev, Mads Wiene fortæller: ”Der er måske ikke så mange i vores lokalområde der ved det, men vi har faktisk et af de eneste anlæg i Danmark med 6 permanente baner til Beach Handball i Roslev. Anlægget blev etableret for 3 år siden under navnet Salling Beach Arena.

Vi træner hver torsdag, hvor vi har spillere på banerne i stort set alle aldersgrupper fra 10 år og opefter. Vores eget herre- og damehold stiller desuden op til kvalifikationsstævnet d. 12. juni, så vi er spændte på, hvem der ender i finalen i kampen om titlen som Danmarksmester i Beach Handball 2016.”

Mads Wiene er én af de lokale ildsjæle, der brænder for at udbrede kendskabet til sporten. Han har selv tidligere været spiller, træner, samt breddekonsulent under Dansk Håndbold Forbund. Men særligt Beach Handball har hans interesse. Derfor tog han initiativ til at få etableret et lokalt anlæg og gik til bestyrelsen for Salling Hallerne. De var heldigvis med på idéen og Salling Beach Arena blev en realitet.    

Der har været stigende interesse for Beach Handball i Danmark siden introduktionen i 1995. Sporten er især i de seneste år blevet populært i Danmark efter dansk kvindelandshold vandt en sølvmedalje ved VM i Beach Handball i 2012.

Mads Wiene håber på solskin og en masse tilskuere til kvalifikationsstævnet i Roslev d. 12. juni. Han fortæller: ”Selvom man ikke kender sporten i forvejen, kan man sagtens få sig en på opleveren. Reglerne og banen er en smule anderledes end man kender det fra traditionel håndbold. Men til gengæld er Beach Handball en både sjov og spændende sport, så jeg garanterer, at underholdningen er i orden. Vi håber derfor, at der kommer mange og hepper på de lokale spillere.”

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk