Skiveegnen til salg på Skivemødet

Skivemødet:

Kender du nogen, måske gode venner eller voksne børn, som du gerne vil have til at flytte til, eller tilbage til, Skive Kommune?

Så invitér dem med til Skivemødet 18. maj, hvor de kan høre om alle de muligheder, der er for det gode liv på Skiveegnen. Sådan lyder opfordringen fra de fire lokale ejendomsmæglere: Nybolig Skive, EDC Skive, EDC Poulsen & Vester Salling, Home Skive samt Skive Kommune.

- Det nye er jo, at flere og flere drømmer om et liv i stærke fællesskaber tæt på naturen. Heldigvis behøver folk ikke at nøjes med at drømme, for vi har helt konkrete bud på det gode liv med til Skivemødet. Jobcenter Skive har spændende jobs med, og ejendomsmæglerne har attraktive boliger med, så faktisk er det sådan, at man kan få sine drømme opfyldt lige med det samme, siger Anders Storgaard Rask, konstitueret erhvervs- og udviklingschef i Skive Kommune.

Lokalt kendskab
En af de lokale ejendomsmæglere, der er med på Posthustorvet, er Carsten Mark fra Home Skive. Han understreger, at ejendomsmæglerne ønsker at sælge meget mere end huse.

- Vi sælger hele Skiveegnen. Vi vil rigtig gerne være med til at fortælle om de mange fordele, der er ved at bosætte sig i Skive Kommune. Vi har jo et stort kendskab til lokalsamfundene og de fællesskaber, der findes rundt omkring i kommunen. Vi ved, hvor den lokale skole ligger, hvilken idrætsforening man kan melde sig ind, og hvad borgerforeningen har travlt med. Vi vil gerne fortælle folk, om alle de gode muligheder, der findes her på Skiveegnen, siger han.

Masser af jobs
Jobcenter Skive fik en udfordring af Skivemødets pedel, Søren Vester: ”Kan I skaffe 100 jobs til Skivemødet?” Den var jobcenteret frisk på, men helt nemt er det dog ikke.

- Mange af de jobs, som vi får ind, bliver løbende besat, hvilket jo også er meningen. Men vi lover, at vi har 100 spændende jobs med fra Skiveegnens virksomheder. Vi har derudover også en lokal virksomhed med, nemlig Skov A/S, som vil fortælle om job- og karrieremulighederne hos dem, fortæller Helle Linde Svenningsen, virksomhedskonsulent i Jobcenter Skives Virksomhedsservice.

FAKTA OM SKIVEMØDET

Fra den 17. til den 19. maj 2018 løber Skivemødet af stablen for første gang. Skivemødet handler om at sikre et Danmark i balance ved at sætte fokus på alle de positive sider ved livet uden for storbyerne.

Under Skivemødet kan du opleve spændende og tankevækkende samtaler med toneangivende politikere og kulturpersonligheder, deltage i hyggelige aktiviteter for hele familien og møde Skiveegnens blomstrende kultur- og erhvervsliv.

Skivemødet er skabt af Branding Skiveegnen med støtte fra Sparnord Fonden og Skive Kommune. Læs mere om Skivemødet og se programmet på Skivemødet.dk

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk