Forgiftede æg fra udlandet næppe havnet i Danmark

Servicemeddelelser:

Du kan trygt købe æg i danske butikker, lyder det fra Fødevarestyrelsen.
Danske forbrugere behøver ikke styre uden om æg i danske butikker. Sådan lyder vurderingen fra Fødevarestyrelsen fortsat, efter at det i sidste uge kom frem, at henved 200 ægproducenter i blandt andet Belgien og Nederlandene ulovligt havde anvendt det sundhedsskadelige insektmiddel Fipronil i kampen mod skadedyr hos deres æglæggende høns.

For det første er det stort set kun danske æg, der sælges i danske butikker. For det andet er der, efter en uges efterforskning i de to medlemslande samt oplysninger fra EU-kommissionen, ikke solgt æg fra de berørte besætninger til Danmark. Danske ægproducenter har ifølge det oplyste heller ikke købt det ulovlige insektmiddel.

Fortsat efterforskning af fipronil-sagen

Fipronil er ikke lovligt at bruge i fjerkræbesætninger i EU, da de ophober sig i æggene og selv ved mindre doser kan være akut sundhedsskadelige. Symptomerne på forgiftning kan være kvalme, mavesmerter, svimmelhed, opkast og epileptiske anfald. Længere tids påvirkning kan give lever- og nyreskader.

Sagen efterforskes stadig og Fødevarestyrelsen følger situationen nøje, blandt andet via EU's fælles efterretningssystem for farlige og sundhedsskadelige fødevarer.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør

mail@skive-her.dk


Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk