Torsdag den 26. november starter politiets traditionelle landsdækkende spirituskontroller i trafikken forud for julen.
Politiets fokus vil især blive rettet mod de store julefrokostdage torsdag, fredag og lørdag i ugerne op til jul. Der vil også blive udført kontroller på søndage, hvor man stadig kan være påvirket efter indtagelse af spiritus aftenen forinden.
I hele uge 50 indgår kontrollerne i det fælleseuropæiske færdselspoliti-samarbejde TISPOL.
Udover spirituspåvirkning vil der også ske kontrol af, om førerne er påvirkede af narkotika eller medicin.
De landsdækkende julespirituskontroller vil løbe frem til og med søndag den 20. december 2015.
Ved de tilsvarende kontroller i 2014 blev 102 bilister sigtet for spirituskørsel og 52 for at være påvirket af narkotika eller medicin under kørslen.
Rigspolitiet vil orientere om de samlede resultaterne af kontrollerne. Henvendelse om lokale indsatser bedes rettet til de stedlige politikredse.