Kampagne skal sænke farten

Politi og retten:

I de kommende uger vil bilisterne møde store skilte langs vejen, der opfordrer til at lette foden lidt fra speederen. Bag kampagnen står Skive Kommune, der sammen med Rådet for Sikker Trafik sætter fokus på fartulykker i trafikken

Hvert år ringer politiet på døren hos mange familier for at fortælle, at et nært familiemedlem har mistet livet i en trafikulykke og aldrig mere kommer hjem. Det smertelige tab skal færre udsættes for i fremtiden.

Alene i Skive Kommune har 9 mennesker mistet livet og 85 er kommet alvorligt til skade i trafikken i løbet af de sidste fem år (2011-2015).

Der er for høj fart involveret i mange af ulykkerne på vejene. Det betyder, at hvis man kan få flere til at overholde fartgrænsen, vil antallet af trafikulykker falde.

Derfor gennemfører Skive Kommune og landets øvrige kommuner i samarbejde med Rådet for Sikker Trafik i de første tre uger af april en kampagne, der skal få flere til at overholde fartgrænserne.

  • Selv de små hastighedsoverskridelser koster liv og skader personer. Derfor betyder det noget, hvis vi alle overholder fartgrænserne og kører efter forholdene. Hvis man kører for stærkt, så skal man bruge flere meter på at bremse, hvis der sker noget uventet i trafikken. Det er budskabet med vores kampagne, siger Mette Sørensen Viskum fra Skive Kommune.

På kommunens vejnet opstilles 35 skilte, med teksten ”Sænk Farten – en lille smule betyder en hel del” Skiltene er fordelt på landevejsstrækninger over hele kommunen.

En undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik viser, at kampagneplakaterne får 35 % af de bilister, der kører for stærkt, til at sænke farten.

Flere trafikdrab
Sidste år steg antallet af dræbte i trafikken for første gang i flere år. Hvis vi skal nå målet om, at færre mennesker skal miste livet eller komme til skade i trafikken, er det vigtigt, at endnu flere bilister overholder fartgrænserne. Derfor glæder det Rådet for Sikker Trafik, at 85 kommuner i hele landet er med i den aktuelle fartkampagne.

  • Der er mange grunde til, at danskerne kører for stærkt. Nogle gør det på grund af travlhed, og andre glemmer at holde øje med deres hastighed. Kampagnen vil minde alle om, at man bør holde øje med og respektere fartgrænserne. Det betyder meget for ens egen og andres sikkerhed i trafikken, viser undersøgelser, siger Liv Knoblauch Kofoed-Jensen, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.

Politikredsene bakker op om kampagnen med en fartkontrol den 18. til 23. april.

Fakta
I perioden 2011-2015 har 472 mennesker mistet livet i trafikulykker, hvor der blev kørt for hurtigt (kilde: Vejdirektoratet).

På Rådet for Sikker Trafiks hjemmeside kan du beregne din fartbøde eller teste, om du kan nå at standse i en kritisk situation, hvis du kører for stærkt. Følg linket herunder.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk