’Vi skal passe på hinanden og holde hovedet koldt’

Foto: Skive Kommune
NYHEDER:

Skive Kommunes borgmester Peder Christian Kirkegaard ser tilbage på sidste uge, hvor regeringen med statsminister Mette Frederiksen i spidsen traf en historisk beslutning om at lukke store dele af Danmark ned. Det er en helt anden hverdag, danskerne nu oplever. Men borgmesteren er stolt af et handlekraftigt folketing, Skive Kommunes krisestab og hans oplevelse af, at borgerne på Skiveegnen er gode til at passe på hinanden.

- "Det er en helt usædvanlig situation, vi står i. Der er ingen af os, der sidder med alle svarene, for ingen har prøvet at stå i denne situation før. Det har været nødvendigt med en hastelov, en meget stor del af landet er lukket ned, mange er sendt hjem fra deres arbejde, børnene er ikke i skole eller børnehave, sportsklubberne har aflyst deres træning, svømmehaller og biblioteker er lukkede – og sådan kunne jeg blive ved. Der er rigtig meget af det, der plejer at fylde i vores hverdag, som vi må undvære i en periode", siger borgmester Peder Christian Kirkegaard.

Men selv om det er en vanskelig situation, der ikke bare har ramt Danmark, men det meste af verden, er han alligevel fortrøstningsfuld.

- "Det glæder mig virkelig at se, hvor hurtigt vi her i Skive Kommune fik stablet et nødberedskab på benene. Kommunens krisestab har klaret det utrolig flot og har i løbet af meget kort tid fået hele organiseringen og beredskabet på plads. Det siger næsten sig selv, at der er nogle svar, vi endnu ikke har. Det er også derfor, vi nøje følger Sundhedsstyrelsens og KL’s anbefalinger og retningslinjer. Og når der er spørgsmål, vi ikke kan svare på, prøver vi med deres hjælp at få en afklaring hurtigst muligt", siger han.

Taget stort ansvar
Han har også stor ros til regeringens og Folketingets håndtering af krisen.

- "De har vist, at de har taget et stort ansvar i en presset situation. Det er jo helt usædvanligt med den hastelov, der netop er vedtaget. Men det viser, at de forsøger at sikre os alle på bedst mulig vis. De gør, hvad de kan for at forsøge at begrænse udviklingen i udbredelsen af smitten mest muligt, så vores nation kommer så godt, som det nu kan lade sig gøre, igennem denne krise. For situationen, som vi alle står i lige nu, får store konsekvenser for os alle sammen. Hvor mange og hvor omfattende de bliver, det er der endnu ingen, der ved noget om. Derfor er jeg også stolt af at bo i et land, hvor regeringen og Folketinget ikke er bange for at handle".

Men selv om borgmesteren mener, at det er en alvorlig situation for os alle, så vil han samtidig minde om, at det ikke løser noget at gå i panik.

- "Vi skal ikke lade frygten tage overhånd. Vi skal ikke lade panikken styre vores handlinger og måder at indrette os på. Vi skal udvise forsigtighed og passe på hinanden. Vi skal især passe på de mennesker, der er i risikogrupperne. Der er mange hverdagsrutiner, vi alle er nødt til at ændre i en periode. Men det er vigtigt, at vi hjælper hinanden med at holde hovedet koldt og med at finde de svar, vi søger. Situationen appellerer til, at vi står sammen og løser udfordringerne i fællesskab. Det er ikke kun Folketingets eller kommunens kamp, det er os alle, der er berørte. Hver enkelt har et ansvar".

Gode til at stå sammen
Derfor er borgmesteren også glad for at opleve, hvordan borgerne på Skiveegnen generelt reagerer på krisen. Her tænker han blandt andet på den Facebook-gruppe, der hedder ’Skive står sammen’, som Skive Folkeblad har oprettet. ’Nogle kan måske ikke få handlet ind, andre sidder og er ensomme, fordi man skal undgå kontakt, andre igen ved ikke, hvordan de skal aktivere deres børn. Gruppen her går ud på at finde løsninger på, hvordan vi hjælper hinanden med at komme igennem coronakrisen, uden at vi får spredt smitten yderligere’ står der på siden, der også opfordrer til, at ’forslagene skal holde sig inden for de anbefalinger, som sundhedsmyndighederne har stillet op.’

- "Der er i løbet af kort tid kommet mange medlemmer, og jeg kan se, at der er mange, der gerne vil hjælpe hinanden. Det er et stærkt signal om, at vi her på egnen er gode til at stå sammen, og det glæder mig virkelig".

Han blev han også særligt glad for én af de mange mails, der dagligt lander i hans indbakke, i fredags. Den kom fra en virksomhedsejer fra Skiveegnen.

- "’Rank ryggen, borgmester’, stod der. ’Du er borgmester for en egn, hvor folk i den grad viser vilje til sammenhold.’ Og så skrev han om, i hvor høj grad han havde oplevet sine medarbejdere aktivt tage del i den store opgave, der lå i at sikre produktionen på de ændrede vilkår, der er tale om under krisen. Og hvordan de i stedet for at gå i panik har handlet og bidraget til at få lagt nogle gode planer, samtidig med at de har taget et utroligt stort hensyn til hinanden. Det blev jeg faktisk helt rørt over. Det gør mig fortrøstningsfuld. Det er en svær situation at stå i, men sammen skal vi nok komme igennem den", siger Peder Christian Kirkegaard.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk