Syv kommuner gentager jagten på hollandske talenter

Foto: Skive Kommune
NYHEDER:

Syv kommuner gentager jagten på hollandske talenter til midt- og vestjyske virksomheder

Erfaringer fra sidste års deltagelse på Emigration Expo i Holland viste, at der er stor interesse for karrieremulighederne hos Midt- og Vestjyske virksomheder, hvorfor kommunerne nu gentager indsatsen.

Skive Kommune deltager igen i år på messen Emigration Expo sammen med de seks øvrige kommuner i Business Region MidtVest for at hjælpe lokale virksomheder med målrettet rekruttering af arbejdskraft fra Holland - og markedsføre Midt- og Vestjylland som et godt sted at arbejde og bo overfor de ca. 11.000 fortrinsvis hollandske arbejdstagere, der forventes at besøge messen den 8. og 9. februar.

Kommunernes deltagelse skyldes, at virksomheder i Midt- og Vestjylland mangler kvalificeret arbejdskraft, og det er håbet, at man igen i år kan skabe kontakt til mulige medarbejdere og tilflyttere på messen. Sidste års deltagelse på messen betød, at der blev skabt kontakt til 250 hollændere, som alle udviste interesse i området.

Repræsentanter fra de syv kommuner (Skive, Struer, Holstebro, Lemvig, Herning, Ringkøbing-Skjern og Ikast-Brande) medbringer viden om det midt- og vestjyske arbejdsmarked, boligsituationen og ikke mindst en bunke jobopslag fra regionens virksomheder. Forventningen til deltagelsen er, at repræsentanterne vedligeholder kontakten til de allerede interesserede hollændere og skaber ny kontakt til potentielle nye talenter til de midt- og vestjyske virksomheder.

- Det var en fantastisk oplevelse at være på Emigration Expo sidste år, hvor de syv kommuner deltog i fællesskab. Det at kunne møde internationale kandidater og tilbyde dem hele den midt- og vestjyske pallette af både spændende virksomheder og dejlige steder at bo på én gang skabte rigtig stor interesse for Midt- og Vestjylland som én karrieredestination. I år gentager vi succesen, siger Anne Louise Møller Lauritzen fra Business Region MidtVest.

Messen er Europas største mødested for talenter som efterspørger en karriere i udlandet og cirka en tredjedel af deltagerne har en IT- og ingeniørprofil. Men også de faglærte, som der er stor efterspørgsel på i Midt- og Vestjylland, deltager i stort tal på messen. At turen går til netop Holland, skyldes især, at der allerede arbejder en del hollændere i Midt- og Vestjylland, fordi de har nemt ved at tilpasse sig arbejdsmarkedet og kulturen i regionen.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk