Ros til Skive fra Connie Hedegaard

Foto: Grøn Omstilling ´18
NYHEDER:

Det var en begejstret Connie Hedegaard, formand for den grønne tænketank Concito og tidligere EU-klimakommissær og Klima- og Energiminister, der i går gæstede Skive til Grøn Omstilling ’18.

For 10 år siden udnævnte hun Skive til energiby, og hun glædede sig over at se, at arbejdet med energi og klima i kommunen ikke toppede med udnævnelsen, men derimod dannede en stærk retning for arbejdet med den grønne udvikling, der kun har taget mere fart gennem de seneste ti år. Connie Hedegaard roste kommunen for at forsætte de ambitiøse målsætninger på energi- og klimaområdet og understregede vigtigheden af, at nogen går forrest og viser det gode eksempel. 

Anledning til Connie Hedegaards besøg var 10 års jubilæet for Skives udnævnelsen til energiby, som blev markeret ved eventet Grøn Omstilling ’18, GO18. I 12 timer blev der sat fokus på den grønne dagsorden og en række klimafortalere var inviteret til at tale til eventet.

Arrangementet var en kulminationen på forårets arbejde med den nye energi- og bæredygtighedsstrategi, som blev vedtaget af Skive Byråd i august måned. Skoleelever, virksomheder og borgere var mødt talstærkt for at være med til at sætte gang i de nye ambitiøse mål for arbejdet med grøn omstilling frem til 2029.

Filmmand og klimareporter Anders Morgenthaler styrede det veloplagte publikum gennem dagens program med humor og skæve spørgsmål – både til salen og til oplægsholderne. Klima, energi, bæredygtighed og lokal udvikling blev sat til diskussion og blev belyst fra forskellige perspektiver. 

Vejr- og klimaekspert Peter Tanev, der er kendt fra TV2 vejret, satte gang i aftenens borgermøde ved at illustrere klimaforandringerne og de udfordringer, der følger i kølvandet.

Aftenen sluttede med en spændende paneldebat om lokalt arrangement og deltagelse mellem de fire lokale bæredygtighedsfortalere: Mogens Poulsen fra Thise Mejeri, designer Søren Vester, udviklingskonsulent i Region Midt Hanne Juel og Erik Jørgen, adm. direktør og ejer af Upcycling Scandinavia.

Også borgmester Peder Chr. Kirkegaard var på talerstolen flere gange i løbet af dagen, og da han rundende dagen af med en tak til alle de fremmødte var det med en klar invitation:

- Vi har brug for jer som ambassadører. Vi har et stærkt grønt fundament her på Skiveegnen, som vi kan stå på og bygge videre på. Vi er parate til at tage næste skridt, og vi håber, at I vil være med.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk