’På alle måder en solskinsdag for GreenLab Skive’

NYHEDER:

Rejsegildet for GreenLab Skive Biogas blev tirsdag eftermiddag afholdt i strålende solskin under åben himmel.

Der var også en hel del at fejre ifølge bygherrerne og de andre interessenter. For det er ikke bare et nyt biogasanlæg, der ifølge planen skal åbne lige inden nytår. Det er et biogasanlæg, der både er større end de fleste andre og har en økologisk linje, som betyder, at også øko-landmænd kan levere gylle ind og få afgasset gylle tilbage, som de kan bruge som gødning på deres marker.

- Det er en særlig dag, vi markerer i dag, sagde borgmester Peder Christian Kirkegaard og fortsatte:
- Et af landets største biogasanlæg er på vej til at åbne her i GreenLab Skive, og det passer rigtig godt med det, vi vil i Skive Kommune. Vi vil den grønne omstilling, vi arbejder for at gøre affald til en ressource – og det er præcis det, der også sker her. For her på anlægget vil vi komme til at udvinde gas af gyllen, som landmændene leverer ind. Samtidig er landmændene medejere af biogasanlægget via den lokale leverandørforening GreenLab Skive Biogas Leverandørselskab Amba.  Der står mere end 80 lokale landmænd bag. Det er stærkt. Så det er på alle måder en solskinsdag for GreenLab Skive.

En realitet
E.ON Danmark, der ejer den anden halvdel af biogasanlægget, var også repræsenteret ved chefen for E.ON’s biogasaktiviteter, Michael Dalby. Også han var meget glad for at markere, at GreenLab Skive Biogas er godt på vej til at blive en realitet.

- For det ér et særligt anlæg af de grunde, der allerede er nævnt. Og som noget helt unikt indgår det i en erhvervssymbiose, hvor alt bliver til en ressource og intet går til spilde, sagde han.

- I E.ON arbejder vi netop for at gøre verden til et bedre og renere sted at være. Vi vil gerne være med til at binde det lokale og det globale sammen. Og vi ser ingen modsætning i også at gøre det til en god forretning. Her i GreenLab Skive bindes visionerne sammen på smuk vis – for os såvel som for samfundet som helhed. Samtidig sker det i et godt og velfungerende samarbejde hele vejen rundt.

Også direktøren for GreenLab Skive Biogas, Christian Frandsen, roste håndværkere og entreprenører og nabo-virksomheder i øvrigt for det gode samarbejde.

- Vi brænder for projektet, og jeg glæder mig virkelig til at komme over og sidde i vores bygning, når den er færdig i stedet for at sidde i skurvognen, hvor jeg er nu. Men sådan er det med et projekt som vores: Vi bygger flyet, mens vi flyver det. Og det kan kun lade sig gøre, fordi alle bidrager til det gode samarbejde, sagde han.

En vigtig brik
Det var direktøren for GreenLab Skive, Christopher Sorensen, enig i. Og han understregede, at det ikke bare handler om at få det enkelte byggeprojekt til at gå op i en højere enhed.

- Der er flere byggeprojekter i gang her i GreenLab Skive. De skal også koordinere projekterne med hinanden. Det er en meget stor opgave, men den får entreprenørerne til at lykkes. Derfor er dagen i dag også en vigtig brik i hele udviklingen af erhvervsparken. Endnu en virksomhed er godt på vej. Jeg kan jo sidde på mit kontor derovre på den anden side af vejen og følge med hver eneste dag. Det er en fornøjelse at se, hvordan det hele udvikler sig.

Fakta:
Det færdige anlæg forventes at producere cirka 19 millioner kubikmeter biogas, svarende til den naturgasmængde, der skal til for at opvarme cirka 10.000 parcelhuse

Biogasanlægget er et fleksibelt anlæg, der kan behandle op til 500.000 ton husdyrgødning og restprodukter såsom halm, kartoffelpulp, mad- og industriaffald.

Anlægget begynder efter planen at tage konventionel gylle ind i oktober, økologisk gylle efter nytår og gå i fuld produktion til næste sommer.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk