Med et aftryk, der giver indtryk ved et håndtryk

Foto: Skive Kommune
NYHEDER:

For første gang blev der torsdag den 27. februar 2020 afholdt grundlovsceremoni i byrådssalen på det gamle rådhus i Skive, hvor borgmester Peder Christian Kirkegaard trykkede 11 nye statsborgere i hånden. Det gjorde indtryk på dem alle – også udvalgsformanden for erhvervs- og arbejdsmarkedsudvalget i Skive Kommune, der selv var én af dem, der fik et håndtryk af borgmesteren.

- Et aftryk, der giver indtryk ved et håndtryk. Ja, der er mange tryk i spil her. Men det siger måske også noget om vores liv og hverdag. For hver eneste dag træffer vi valg, der sætter et spor i os. Både i det store og i det små. I har truffet et stort valg om at blive danske statsborgere. Det er noget, der gør indtryk på mig. Derfor er jeg også glad for at byde jer velkomne som statsborgere i Danmark. Som nu også er det land, I kan kalde jeres, sagde Peder Christian Kirkegaard i sin tale, der blev holdt, mens de kommende statsborgere sad på stolene, hvor byrådsmedlemmerne tidligere har siddet. Bag dem sad familie og venner og overværede ceremonien.

- I kender landet, sproget, spillereglerne og de skikke og værdier, der gør Danmark og danskerne til noget særligt. Ligesom alle andre lande også har deres særlige kendeligt. Som statsborgere har I skrevet under og givet håndtryk på at I vil være med til at videreføre disse grundlæggende værdier, der også handler om mangfoldighed, tolerance, frihed for den enkelte, retsprincipper og ansvar for fællesskabet. Det glæder mig. Tak for det gode indtryk, I har gjort, sagde borgmesteren og ønskede dem til lykke med den nye status som danske statsborgere.

Håndtryk mellem partifæller
Det var også en helt særlig oplevelse for Goska Rasmussen, der har boet i Skive i 25år. Hun er cand.mag. i dansk, kommer oprindeligt fra Polen, er dansk gift og sammen har parret to børn. Hun underviser på Skive Sprogcenter. Og så kender hun også borgmesteren på en anden måde end de fleste andre, nemlig som partifælle i Skive Byråd. Her har Goska Rasmussen siddet som formand for erhvervs- og arbejdsmarkedsudvalget siden 2018.

- Det var både en dejlig og rørende oplevelse. Jeg er meget glad. Det var et specielt øjeblik, sagde hun, efter borgmesteren havde set hende skrive under på statsborgerskabs-dokumentet. Det var en del af proceduren. Derefter skrev han under, og så blev der givet håndtryk.

Goska Rasmussen har nu dobbelt statsborgerskab, så hun bevarer sin status som polsk statsborger. Men det var vigtigt for hende også at få et dansk.

-Jeg har boet halvdelen af mit liv i Danmark, jeg er en del af Danmark og det danske samfund, Danmark er mit hjemland. Det er her, jeg betaler min skat, og så synes jeg også, at det vil være naturligt at kunne stemme til folketingsvalgene. Desuden er jeg stærkt kritisk over for den politiske situation i Polen. Men jeg har også ventet længe på at få statsborgerskabet her. Det har taget tre år. Det er lang tid, synes jeg. Så jeg har længtes efter denne dag. Derfor er jeg på alle måder meget glad, sagde hun.

Et muntert punktum
Det var der også én af de andre nye statsborgere, der var. Som den sidste i rækken skulle Almira Mujanovic skrive under. Da borgmesteren også havde sat sin underskrift og givet hende hånden, udbrød hun:

- Så, nu er vi gift!

Med gode grin fra tilskuerrækkerne blev dén kommentar det muntre punktum for den højtidelige ceremoni. Derefter bød Skive Kommune på et glas vin eller sodavand og lidt kransekage.

Det var helt i den ånd, Peder Christian Kirkegaard, havde ønsket sig at ceremonien skulle foregå.

- Jeg synes, det har været højtideligt og hyggeligt. Det er dejligt at se, hvor glade de nye statsborgere hver især blev for at få tage det sidste skridt på vejen mod deres nye statsborgerskab. Jeg er sikker på, at de fortsat vil yde et godt bidrag til vores lokalsamfund. Det har været en dejlig oplevelse i dag.

Ud over Polen kom de nye statsborgere fra Ukraine, Irak, Tyskland, Bosnien-Hercegovina og Letland.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk