Imponeret minister og udvalgsformand på besøg i GreenLab Skive

Foto: Skive Kommune
NYHEDER:

Erhvervsparken GreenLab Skive fik endnu engang centrale politikere fra Christiansborg til at finde de store roser frem, da integrationsminister Inger Støjberg (V) og formanden for Folketingets Energi-, Forsynings- og Klimaudvalg, Thomas Danielsen (V) i går var på besøg.

- GreenLab Skive er en kæmpe gevinst for egnen såvel som for hele tænkningen af cirkulær økonomi, sagde Inger Støjberg, der har fulgt projektet, siden det ikke var andet end en idé, der stod beskrevet på et stykke papir.

- Det kommer til at løfte egnen i en grad, man slet ikke kan forestille sig. Det er fantastisk at se, hvordan det hele skrider frem og tager form. Og det er med stolthed, jeg fortæller om det i forskellige, relevante sammenhænge.

Og de skulle faktisk bare kigge ud ad vinduet i mødelokalet for at få en fornemmelse af, at GreenLab Skive er ved at blive til virkelighed. Gravemaskiner og store lastbiler var i fuld gang på området, hvor de nye virksomheder kommer til at ligge.

Langt ud over kommunegrænsen
Formanden for Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget var helt enig med sin partifælle. Og han så også den markante satsning på den grønne omstilling som noget, der rækker langt ud over kommunegrænsen her i Skive:

- Projektet passer jo som fod i hose med regeringens ambition om at bruge mere og mere grøn energi og satse på nye lagringsmuligheder. GreenLab Skive har virkelig potentialet til at blive større, end nogen af os kunne forudse. Vi har også politisk prioriteret midler til det, og dén investering er der i den grad basis for at få betalt mange gange tilbage, sagde han.

Én af de centrale, lokale skikkelser, der sad med ved bordet, var borgmester Peder Christian Kirkegaard. Han var meget glad for meldingerne fra de to toppolitikere.

- Det er altid dejligt at høre, at vi har opbakning fra en minister og en udvalgsformand. Og det er dejligt at blive bekræftet i, at vi med et projekt som GreenLab Skive også rammer ind i et nationalt perspektiv i forhold til den grønne omstilling.

Under mødet i dag kom de også ind på behovet for investeringer i den lokale infrastruktur – ikke mindst vejene A34 og A26.

- En god infrastruktur kommer til at betyde meget for det, der skal ske her. Derfor er det godt at have en dialog med centrale beslutningstagere, påpegede borgmesteren.

Investeringer i infrastruktur
Det samme understregede den administrerende direktør for Energifonden Skive og GreenLab Skive, Steen Harding Hintze:

- Med lidt hjælp fra regeringen på det infrastrukturelle område vil vi kunne skabe endnu bedre resultater, der ikke bare vil være til gavn for Skive-egnen, men for hele Danmark. Vores aktiviteter her kommer til at rumme store eksportmuligheder. GreenLab Skive har jo potentialet til at få en lige så stor betydning for den grønne omstilling, som vind-industrien havde for 30-40 år siden. Vi kan være dem, der udstikker retningen i et paradigmeskifte, en helt ny måde at tænke lagring af energi på.

Både Steen Harding Hintze og Peder Christian Kirkegaard var glade for den store forståelse, der var for investeringer i infrastrukturen på Skiveegnen.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk