Frivilligcenter Skive åbner dørene til det første Frivilligtræf

Foto: Pixabay
NYHEDER:

Som noget nyt åbner Frivilligcenter Skive nu dørene til en række Frivilligtræf, hvor frivillige og foreninger i hele Skive kommune kan mødes, udveksle erfaringer og lære hinanden bedre at kende.

Det første Frivilligtræf med tilnavnet: ”Mød de andre frivillige” løber af stabelen mandag den 30. september fra 19 til 21.

Nini Jolander, leder af Frivilligcentret, har siden hun blev ansat i foråret hørt mange foreninger og frivillige efterlyse netværk, hvor de kunne møde hinanden på kryds og tværs:

"Det er et tilbagevendende ønske fra de mange foreninger jeg møder, at alle de fantastiske foreninger og frivillige vi har i Skive, får mulighed for at møde ’de andre’. Folk er jo nysgerrige og interesserede, men har tit lidt travlt med deres egne små og store opgaver, så de får ikke selv lige inviteret hinanden til kaffe. Det vil vi på Frivilligcentret rigtig gerne gøre noget ved, så vi kaster os ud i en række Frivilligtræf", siger hun.

Ideen er, at frivillige og foreninger på en uformel måde kan mødes til aftenkaffe et par timer en gang imellem. Det er uforpligtende og hyggelige arrangementer, hvor alle frivillige – både nuværende og kommende – er velkomne. Nini tilføjer:

"Vi byder på et godt stykke kage og jeg siger sikkert også lidt om Frivilligcentrets tilbud, men ellers er det mit håb, at de frivillige får mødt hinanden, snakket på kryds og tværs, måske får drøftet fælles udfordringer eller dagsordner og i det hele taget bare får hygget sig i hinandens gode selskab."

I de kommende måneder bliver der fulgt op med flere Frivilligtræf. I første omgang vil der ikke være specielle temaer eller dagsordner, men alt efter hvordan det udvikler sig, vil der senere måske blive behov for at tage bestemte emner op. Både første mandag i november og december er der planlagt nye Frivilligtræf.

Frivilligtræf indgår i Frivilligcenter Skives tilbud til medlemmer og andre interesserede. Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig så der kan bestilles kage nok til alle. Tilmelding via hjemmesiden Frivilligcenterskive.dk eller facebook.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk