To spillemænd slår sig løs på Skive Bibliotek

Musik:

Mandag den 10. april giver den svenske Riksspillemand Peter "Puma" Hedlund koncert på Skive Biblioteket sammen med den danske spillemand Lars Kristensen som bor på Mors.

Det er ikke en overdrivelse at påstå, at de to herre er spillemænd med et stor ”S”. Begge holder stædigt fast i den store folkelige spillemandstradition, som ikke længere har mediernes bevågenhed. Moderne mennesker af i dag kender derfor sjælden til denne spændende musikform - og det er jo ærgerligt, fordi der er så meget saft, kraft og sus i klassisk spillemandsmusik.

På programmet står traditionel svensk og dansk spillemandsmusik fra før verden gik af lave. Peter Hedlund er virtuos på Sveriges nationainstrument ”Nyckelharpan”, som kan dateres tilbage til 1200 tallet. an har lært af de gamle spillemænd på sin hjemegn 3 - 400 km nord for Stockholm, hvor elge, ulve og bjørne trives i bedste velgående den dag i dag. Så højt mod nord lever traditionen stadig, men Peter "Puma" Hedlund er ikke "kun" traditionsbærer, han skaber også ny musik - fængende melodier, som vil stå for eftertiden.

Lars Kristensen er funderet i den danske tradition, hvor fraværet af melodier i mol er åbenlys. Dette betyder samtidig at ”det fandenivoldske bliver så meget mere fremtrædende”, som Lars udtrykker det. Navnkundige spillemænd som Evald Thomsen, Henry Mark og Niels Christian Toft, bærer deres del af skylden for, at Lars ikke blev telefonmand, men spillemand af guds nåde - om sådant et begreb findes.

Fælles for de to udover den nordiske musik, er kærligheden til den irske tradition, og et par melodier herfra vil ikke kunne udelukkes. Instrumenteringen er: Peter "Puma" Hedlund spiller Nyckelharpa og violin, og Lars Kristensen spiller violin, Oktavviolin, Keltisk harpe og Nyckelharpa.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk