Skive Festival er nu klar til at præsentere de sidste navne og dermed offentliggøre det endelige program og spilletider for Skive Festival 2016.
Festivalen kan offentliggøre, at den landskendte DJ KATO spiller på festivalens største scene til sommer. Siden den prisvindende DJ i 2010 udgav sit debutalbum, har danskerne sunget og danset til flere af hans landeplager, og til sommer kan publikum opleve ham holde den største fest til dato.
Der offentliggøres også flere unge talenter og bands, som skal spille på scenen ROLINU!. Jimilian har for alvor slået igennem i år med nummeret ”Slem Igen”, som har rundet 9 millioner streams på Spotify. Pauline kender danskerne fra Jokerens kæmpehit ”Kun Os To”, og i løbet af foråret er hun klar med sit første solomateriale. Den unge Adam Daniel er allerede populær hos teenagepigerne og er til sommer klar til at optræde med sit nyeste materiale, som udkommer i løbet af foråret. Bandet Taxit er Danmarks nye selvgjorte rockband, som med deres debutalbum allerede har gjort sig bemærket i den danske undergrund. Double Time leverer ligeledes rock til festivalens publikum og garanterer, at det ikke går stille for sig.
Yderligere tilføjelser til plakaten er Sussi & Leo, Thomas Jones, Johnny Madsen Jam, Feldborg Duo, Tom Donovan, Heart Rock, Hovgaard Duo og Kopibandet.dk, som alle spiller i Hancock Teltet. Inden længe begynder Skive Festival et såkaldt virksomheds- og skolesalg, hvor virksomheder og skoler i større grupper kan købe festivalbilletter til en fordelagtig pris.
Mere info herom kan findes på festivalens hjemmeside, hvor man også kan læse mere om spilletider samt årets program og festival, som finder sted på Strandtangen i Skive fra d. 2.juni til d. 4. juni.