Første koncert sammen i 10 år

Musik:

For første gang i 10 år kan de to midt- og vestjyske musikgrupper Ensemble MidtVest og Orkester MidtVest opleves i en fælles koncertrække. Samarbejdet fejrer Orkester MidtVests 25 års jubilæum og udvikler samtidig de musikalske talenter i området. 

Et 25 års jubilæum skal fejres med manér. Derfor har Orkester MidtVest inviteret fire musikere fra navnebroderen Ensemble MidtVest til at spille tre jubilæumskoncerter med det 40 mand store Orkester MidtVest i Silkeborg, Ikast og Skive.

- Vi glæder os rigtigt meget. Det er lidt usædvanligt, at der er fire solister på scenen – normalt er der kun en eller to – så det bliver en stor oplevelse for orkesteret at stå på scenen med så mange solister fra så dygtigt et ensemble, siger Niels Bastrup, orkesterchef for Orkester MidtVest, som holder til i Holstebro.

De to orkestre spiller wienerklassiske perler til de tre koncerter – blandt andet Mozarts Sinfonia Concertante og Beethovens Coriolan Ouverture. Solisterne fra Ensemble MidtVest er Charlotte Norholt på fløjte, Peter Kirstein på obo, Neil Page på horn og Yavor Petkov på fagot.

Det bliver de to midt- og vestjyske musikgruppers første koncerter sammen i 10 år. De fælles koncerter markerer et intensiveret samarbejde, som skal være med til at løfte den klassiske musik i Midt- og Vestjylland og styrke talentudviklingen.

- Med samarbejdet håber vi at gøre endnu flere opmærksomme på, at der i Midt- og Vestjylland er tilbud af høj kvalitet inden for klassisk musik – spillet af lokale musikere, siger ensemblechef for Ensemble MidtVest, Klara Bernat, mens Niels Bastrup tilføjer:

-  De to musikgrupper har to forskellige publikummer. Ved at spille sammen får vi lejlighed til at møde hinandens publikummer, og de får lejlighed til at møde et nyt orkester eller ensemble og forhåbentlig få en ny og spændende oplevelse.

Talenterne udvikles
Orkester MidtVest, der så dagens lys i 1994 under navnet Ringkøbing Amts Symfoniorkester og i 2007 efter amternes nedlæggelse skiftede navn til det nuværende, er en fantastisk blanding af unge talenter og erfarne musikere fra Midt- og Vestjylland. Halvdelen er unge fra blandt andet Musikalsk Grundkursus, MGK, og OrkesterEfterskolen, mens den anden halvdel er voksne musikere, professionelle såvel som rutinerede amatører. Seks af musikerne i orkestret kommer fra Skive. Heraf går én på Musikalsk Grundkursus som violinist, og to færdiggjorde sidste år MGK med henholdsvis violin og trompet.

Ensemble MidtVest blev etableret i 2002 og består af 10 professionelle, klassiske musikere, der tilsammen udgør en besætning bestående af en strygekvartet, en blæserkvintet og en pianist. Ensemblet har base i Herning.

Niels Bastrup glæder sig over, at samarbejdet også giver masser af inspiration og lærdom til talenterne i Orkester MidtVest.

- Musikerne fra Ensemble MidtVest underviser flere af de unge musikere i Orkester MidtVest – blandt andet til masterclasses og workshops, men de er ikke vant til at spille sammen til synfoniske koncerter. De tre koncerter giver en fed musikalsk oplevelse, og musikerne i Orkester MidtVest lærer også rigtigt meget af at spille tre koncerter med ensemblets musikere, understreger Niels Bastrup.

Christian Øland - en af dansk musiklivs unge, lovende stjerner - dirigerer det hele. Han har boet i Holstebro i sine unge år og glæder sig til at dirigere koncerterne.

- Jeg har gået på OrkesterEfterskolen i Holstebro i både 9. og 10. klasse, og jeg har faktisk selv spillet med på fagot i OrkesterMidtvest. Det var nogle vigtige år for mig, da det netop var på OrkesterEfterskolen, at jeg begyndte at dirigere - så jeg har mange gode minder fra Holstebro, siger Christian Øland.

Koncerterne spilles i Jysk Musikteater i Silkeborg 31. marts kl. 15.00, Quben i Ikast 3. april kl. 19.30 og Kulturcenter Limfjord, Skive, 4. april kl. 20.00. Billetter kan købes via spillestederne.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk