Thomas Eje og Prinsens Musikkorps ønsker godt nytår

KULTUR:

Når Kulturcenter Limfjord (KCL) fredag 22. januar skyder det nye år i gang med den traditionsrige nytårskoncert, så er det naturligvis igen med Prinsens Musikkorps i front, som i år kan præsentere multikunstneren Thomas Eje som solist i et forrygende program, hvor Eje sammen med Prinsens Musikkorps leverer musikalsk underholdning i verdensklasse. Et flot, varieret program med alt fra Bach til Blues Brothers over Sinatra til Disney - med masser af komik, dans, sang og parodier.

- Også i år fornemmer vi stor interesse for Nytårskoncerten, og med den solist, der er valgt i år, så er der vist ingen tvivl om, at Nytårskoncerten 2016 bliver en fantastisk koncert med musik, spas og god humor, spår KCL’s direktør Bent Mølgaard.

Thomas Eje er skuespiller, komiker, parodist, sanger, musiker, danser, forfatter, kunstmaler, entertainer og meget andet. Multikunstneren Thomas Eje kan ikke blot lidt af hvert – han er fantastisk god til det hele! Tag nu bare musikken. Engang chokerede han hele nationen ved i et Linie 3 show at kaste sig ud i Gary Moore-hittet ”Still Got The Blues” i sin egen følsomme fortolkning, med fortrinlig sang og eminent akkompagnement på elektrisk guitar.

Thomas Ejes ekvilibristiske instrumentale færdigheder omfatter endvidere klaver, fagot, saxofon, trompet, trombone, spansk guitar, banjo, bas, vibrafon og violin. På samme måde med de sangmæssige færdigheder, Thomas Eje mestrer. Snart er han troubadour, snart er han crooner eller som i Linie 3 en stærk stemme i tæt vokalarbejde a` la Mills Brothers.

Nytårskoncerten styres med kyndig hånd og trompet af Thomas Ejes trofaste følgesvend igennem utallige år, nemlig grill- og kapelmesteren Jan Glæsel.

Billetter til Nytårskoncerten 2016 kan stadigvæk købes i KCL samt via centrets hjemmeside.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk