Store drømme – små mirakler

KULTUR:

Ny bog går bag om den danske spilbranche

Bogen Store drømme – små mirakler fortæller historien om nogle af de største udviklinger inden for den danske spilbranche, som har været igennem en rutsjebane af op- og nedture i løbet af de seneste 15 år. Særligt tre store firmaer har skilt sig mærkbart ud gennem årene og er i fokus i Store drømme – små mirakler:

Deadline Games var det første rigtigt store danske spilfirma, der gnistrede af skabertrang og udenlandske ambitioner, og med en lang række vidt forskel i deres portefølje nåede de at sætte et stort aftryk på den danske spilbranche i løbet af deres levetid.

Io-Interactive er også et ganske uomgængeligt firma, ikke mindst i kraft af deres højtprofilerede Hitman-spil med den ikoniske lejemorder Agent 47, som har været firmaets bærende spilfigur i mere end et årti.

Endelig er historien om Zeitguyz mindst lige så spændende som de to andre – dog ikke på grund af succes med større spilprojekter, men snarere det stik modsatte. Firmaet satsede hele butikken med actionspillet Recoil: Retrograd, der desværre endte med aldrig at blive udgivet.

Sammen med en lang række nyere og mindre spiludviklere danner disse firmaer rammen om fortællingen om den danske spilbranche i Store drømme – små mirakler, som undersøger spilbranchens udvikling, vilkår og ambitioner siden årtusindskiftet. Som Interactive Denmarks direktør Jan Neiiendam skriver i forordet:

“Bogen giver dig et unikt indblik i, hvem det reelt er, vi bør takke for, at branchen i dag er mere vital og større end nogensinde før. Vi, der nu arbejder i branchen, og de, der slutter sig til senere, får med denne Danmarkshistorie beskrevet branchens familiehistorie og fundament. Hver enkelt af de personligheder og deres teams historier er et vigtigt grundlag for det fællesskab, vi har i dag. Med det i bagagen kan vi skabe fremtiden og forstå, hvad der reelt er vores identitet, når vi kommunikerer med andre om branchen – om ‘det særligt danske’.”

Store drømme – små mirakler er skrevet af Jesper Krogh Kristiansen og udgives af forlaget Character Publishing.

 

Store drømme – små mirakler
Forfatter: Jesper Krogh Kristiansen
Udgiver: Character Publishing
Vejl pris: 199, 95
ISBN: 978-87-995928-2-1

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk