Kultursamarbejdet Midt- og Vestjylland åbner festivalen Off Road med et brag af en fest i Herning d. 11. april.
Det er startskuddet til den største kulturfestival nogensinde i Midt- og Vestjylland. Herefter går det løs med kulturelle aktiviteter i alle de samarbejdende kommuner, og trådene bliver samlet i Skive den 6. maj til BREAKOUT!
På Skiveegnen kan man under festivalen opleve spirende musiktalenter i Drivhuset, videokunst på Fur Museum, Ungdomsskolens musical ’En verden af liv’, et musikalsk møde med flygtninge i Da Winti, og natteater og indvielse af Europas første og mindste toiletmuseum ved Ørslev Kloster. Til bindes sløjfen på festivalen i Kulturcenter Limfjord d. 6. maj med en stor afslutningsevent med mad og oplevelser for alle i rå rammer: Off Road BREAK OUT! Hold dig opdateret om alle 2017-events på Skiveegnen på www.2017iskive.dk.
Kulturfestivalen Off Road er arrangeret i et samarbejde mellem 71 kulturinstitutioner og kommunerne Lemvig, Struer, Holstebro, Skive, Ringkøbing-Skjern, Herning og Ikast-Brande. Festivalen er en del af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017.
Se hele programmet for festivalen på www.kulturspot.dk/offroad - eller hent et fysisk eksemplar på Skive Bibliotek.