Mod og Mandshjerter i Skive Theater

KULTUR:

Fem mænd fra Skive-egnen ser tilbage på deres liv og landvindinger. Mænd, som på mange måde har præget den egn, de enten blev født på eller gjorde til deres.

Det er – i korte træk – indholdet af en ny bog, ”Mod og mandshjerter”, der udgives af Forlaget Just.

Bogen udkommer fredag den 20. november, og er skrevet af journalist Merete Just, Sdr. Thise. Til daglig er hun journalist på Skive Folkeblad, men i sin fritid skriver hun bøger. Denne er hendes tredje.

Mændene er tidligere KCL-direktør Gunnar B. Simonsen, Skive, født 1942, tidligere folketings- og byrådsmedlem, Poul Erik Christensen, Oddense, født 1943, direktør og entreprenør Kaj Ove Madsen, Skive, født 1946, mejeridirektør Poul Pedersen, Thise, født 1955 og festival-arrangør Knud Bjerre, Skive, født 1967.

Men den nye bog adskiller sig fra de to foregående, der handler om besættelsen. Denne handler om efterkrigstiden og helt op til i dag – om fædrene ”gårde”, forholdet til fædre, tidlige ægteskaber, børn, arbejde, vendepunkter og allermest en stærk vilje til at klare sig. Og mange læsere vil erindre de begivenheder, de fortæller om, fordi de var store samtaleemner på Skive-egnen.

- De fortæller om et Danmark, som vi, uden at opdage det, har sagt farvel til. En tid, da mænd i mange tilfælde ikke havde fantasi til at forestille sig andet end at de ville blive på den egn, de var født på, eller de skulle overtage gården. Og samtidig er det også en hyldest til det allervigtigste i livet – familien, forklarer Merete Just.

Da hun gik i gang med at interviewe de fem mænd glædede Merete Just sig over, at de samtidig forsynede de lokalhistoriske arkiver med en viden, som hun selv havde savnet i sin research til bøgerne om besættelsen. Hverken i de statslige arkiver eller i gamle aviser er der svar på alle private og personlige spørgsmål, som en journalist typisk har.

- Det er spørgsmål, jeg aldrig får besvaret, fordi dem, jeg gerne ville stille dem til, ikke er iblandt os. Her er personerne i allerhøjeste grad i live, og ja, faktisk er de meget livlige, så det har været en fantastisk oplevelse. De var meget optaget af at fortælle om de gange, de har rejst sig igen efter et nederlag eller en store sorg i privatlivet. Fortumlede og forslåede, men alligevel med et stort mod og en stærk vilje til livet. Det store spørgsmål blev hurtigt ”Hvordan rejser man sig igen efter et fald?”. Jeg havde troet, de ville være mere optagede af at fortælle om det, der lykkedes, siger Merete Just.

Samtidig lægger hun ikke skjul på, at det i udgangspunktet ikke har været let, for Merete Just lægger som journalist stor vægt på kant og kritiske spørgsmål.

- Alvoren forlod os aldrig, men der er også blevet snakket, grinet, husket, grædt – og vemod og melankoli har lagt sig over os. Udgangspunktet var netop, at vi ikke kunne være enige om alt, og derfor har vi også haft nogle diskussioner. Det ser jeg som et stærkt udtryk for, at engagementet er ægte og levende, men det kræver også stort mod at sætte sig op mod Janteloven, understreger Merete Just.

Arbejdet med bogen har givet ny indsigt for Merete Just og hendes mand, Henning Just, der har redigeret den.

- Vi bor det smukkeste sted i verden, og når vi forklarer folk, hvor vi bor, henviser vi altid til Thise Mejeri. Og så kender folk i hvert fald navnet på landsbyen. Men det er kommet bag på mig, hvor mange kræfter, de folk, jeg kender som venner og naboer, efterkommerne af den afdøde mejeribestyrer Peter Evald Pedersen, rent faktisk har lagt i Thise Mejeri. I dag er der 200 ansatte. Det er en historie, som har alle eventyrets elementer i sig, og det er en historie, som ingen andre landsbyer har, og det er vi naturligvis stolte af, og jeg er glad for at fortælle den, siger Merete Just.

Men i det hele taget er hun blevet overrasket over de nye sider, hun har oplevet af de fem mænd, som hun kendte i forvejen.

- I bogen forholder mig ikke til dem som personer, og der er naturligvis en god kemi, for ellers kunne vi næppe kommunikere. Men jeg er sikker på, at læseren som så ofte før vil erkende, at billedet af et menneske sjældent er éntydigt. I hvert fald må jeg konstatere, at de i denne bog viser sider af sig selv, som mange ikke anede noget om, fastslår Merete Just.

”Mod og mandshjerter” udkommer på Forlaget Just og præsenteres ved et arrangement i Skive Theater på udgivelsesdagen 20. november kl. 16-18, hvor de medvirkende vil være til stede. Skive Boglade sælger bogen, som man også kan få signeret. Det bliver den eneste lejlighed, hvor man kan få bogen signeret af såvel forfatteren som samtlige medvirkende. Alle er velkomne.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk