Mange nye oplevelser til Børnekulturnatten i år

Foto: Skive Kommune
KULTUR:

Fredag den 6. oktober kl. 19.00-22.00 bliver midtbyen i Skive endnu en gang forvandlet til et fantastisk oplevelsesrum for børnefamilier og barnlige sjæle. Ruten er i år udvidet med endnu flere nye aktiviteter, og der er mulighed for at få et kig ind i to nye kulturhuse, Musikskolens nye lokaler i Asylgade og Skive Missionshus i Christiansgade.

Alle børn opfordres til at invitere deres forældre eller bedsteforældre med på en rigtig spændende gåtur i midtbyen. Byen er fyldt med kreative, sjove, hyggelige og uhyggelige aktiviteter og udfordringer – både ting man kan opleve, og ting man selv kan deltage i.

Nyt i år: Modeltog, streetsport og stjerneværksted
Som noget nyt rykker Falck ind på Posthustorvet med en flot brandbil, og man kan få en snak med en rigtig brandmand. I Slotsgade inviterer Modeljernbaneklubben indenfor i kælderen. Her er der mulighed for at prøve at køre på en kopi af den gamle Sallingbanen med små elektriske modeltog med rigtige motorlyde, lys og damp.

I år er der sat ekstra fokus på området omkring Asylgade og Frederiksgade, som ruten blev udvidet med sidste år. På den nye musikskole kan man høre eleverne spille, og man kan også møde Vestjyllands Fortællere, som fortæller barndomserindringer i stearinlysets skær. I butikken Outlet skal man finde de magiske bogstaver. Skive Missionshus har indrettet et stjerneværksted, hvor dukken Kloge Åge fortæller om stjerner. I Galleri Temporary kan man være med til at lave børnekulturnattens længste tegning.

I bunden af Frederiksgade holder Skive Streetsportklub til med Trial, rulleskøjter, skateboard og løbehjul – de laver små opvisninger, og man er velkommen til at prøve selv. Og Aakjærskolen inviterer alle til at komme og opleve, hvad der sker i skolegården i mørket .... hvis man tør.

I Anlægget holder blandt andet Natteravnene og DDS-spejderne til, og her kan man med spejdernes hjælp lave sine helt egne reflekser i forskellige former.

De gode gamle klassikere
Også i år kan man både opleve eller genopleve gode gamle klassikere som for eksempel Træmuseets værksted på Rådhuspladsen, gakkede eventyr med ”For 117. gang” i det gamle rådhus, de flotte kalkmalerier i den hvide Vor Frue Kirke, skattejagt på biblioteket, og bunkeren, som hvert år åbnes på børnekulturnatten med en udstilling og fortælling om Skive i besættelsesårene.

På legepladsen Børnenes Paradis kan man grave efter guldkarameller med en metaldetektor og deltage i en bogstavjagt.

Ungdomsskolen – for de meget modige
De lidt større og/eller modige børn og voksne må ikke gå glip af et besøg på Ungdomsskolen. Her har eleverne på skolens eventmaker og teaterhold traditionen tro gjort meget ud af at skabe en magisk stemning – i år med en ”uhyggelig cirkusskole”, hvor de klovne, sabelslugere, linedansere og dyr, der ikke nåede ud inden branden, stadig øver sig og optræder om natten.

Hvilepauser undervejs, og lidt godt til ganen
Hvis familien trænger til en pause midt i løjerne, er der flere oaser, hvor man kan hvile benene og få lidt godt til gangen – nogle steder oven i købet med dejlig musik i ørerne. Det kan man for eksempel i Sognegaarden, hvor man kan få varm kakao og høre Skivegarden spille, og i Drivhuset, hvor man kan slå sig ned og tegne, spise en pølse eller en kage, mens de unge spiller på den lille scene. I Familiehuset (”Poppelhuset”) i Asylgade kan man også få lidt godt til ganen og snak og hygge i mørket. Også bag museet serveres varm kakao – og her kan man også bage snobrød og møde den skumle Finn-Skælfis... og man kan møde dinoer og male på et kæmpemaleri!

I år er også den røde kirke åbnet – her kan man slappe af og nyde ”et smukt lyshav” og dejlig, stemningsfuld musik.

Program og oversigtskort over ruten
Børnekulturnatten i Skive 2017 finder sted fredag den 6. oktober kl. 19.00-22.00. En folder med det samlede program bliver via skolerne uddelt til alle børn i 0.-7. klasse og kan hentes på Skive Bibliotek. Man kan også se programmet samt et interaktivt kort på www.skive.dk/bornekulturnatten

Og – husk lige lommelygten!

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk