Glæd dig til #OFFROADBREAKOUT

KULTUR:

Er du klar til at blive udfordret, forundret og underholdt? Lørdag den 6. maj løber festivallen OFF ROAD af stablen i Skive.

K. P. Kunstpartiet afholder performance i en flot hvid limousine og spørger hvad skønhed er for dig? Få øjnene op for, hvordan litteratur kan tolkes, opleves og nydes.

Mød de dygtige oplæsere fra Krabbesholm Højskoles Litteraturlinje, de er klar til at udfordre dig og dine opfattelser af litteratur i løbet af eftermiddagen. Hvordan bliver din mad i fremtiden? Besøg standen med navnet The Catastrophic Meal. Her møder du elever fra Vestjyllands Højskole, der sammen med 4 kokke har arbejdet med fremtidens måltider om 50 år, hvor der kan være mangel på diverse råvarer.

Nyd de musiske færdigheder hos eleverne fra Musikskolen i Skive, og oplev eller genoplev musikken og sangene fra musicalen "En Verden Af Liv" fra Ungdomsskolen-Skive, når det hele samles i en forrygende teaterkoncert.

Prøv selv
Du kan opleve MANGE spændende og anderledes workshops til  #OFFROADBREAKOUT.

Du kan blandt andet lave din egen skulptur på standen, hvor Skulpturlandsbyen Selde holder til. Du kan bekende dine synder og være med til at skabe Syndernes Væg sammen med Museum Salling, arbejde med genbrug og byg selv i samarbejde med Produktionsteknologerne fra Erhvervsakademiet Dania.

Leg arkitekt for en dag i skibscontaineren hos Det Mobile Arkitekturværksted og forestil dig, hvordan byen kunne se ud, hvis du måtte bestemme. Byggematerialer står til rådighed – og så er det ellers op til dig at skabe en legeplads, en bygning eller et anderledes byrum til vores bymodel i 1:100.

Der bliver også mulighed for at prøve kræfter med løbehjul, skateboards, trial cykler og lasergame. Det sker når Ungdomsskolen Skive og Hal A bygger baner og ramper i XL Hallerne. Billedkunstner Pia Viborg afholder en workshop, hvor alle kan være med til at fremstille sjove og anderledes objekter, der skal bruges til en lysrute gennem Krabbesholm Skov i forbindelse med dette års Skive Festival.

Er der en jonglør gemt i dig? Dette og meget andet giver Cirkusfabrikken dig mulighed for at afprøve.

Udstillinger og happenings
De mange forskellige, spændende og anderledes udstillinger og happenings tager dig ”far out”, og bringer dig med garanti helt ”off-road”. Se videoværker fra Herning Billedskole, der skaber ”Nyt Liv Til Gemte Steder” og RemisenBrande, der via projekt Road of Sustainable Life viser hvordan kulturinstitutioner i Midt- og Vestjylland involverer sig i børn og unge.

Se kunstværker fra projekt ”Puzzle” hvor fotografier af kvindekroppe sættes sammen på nye måder til nye værker, få et indblik i ”Forladte Huse”, der hver og en gemmer på små og store historier om dem, der boede der. Hvad sker der når fem kunstnere frit fortolker udvalgte museumsgenstande?

Kom og se resultatet fra Time, Site & Lore, hvor fx den israelske billedkunstner Yuval Yairi har taget udgangspunkt i en åre fra Fursundfærgen anno 1908. Oplev glimt fra ”Nattens Teater” fra forestillingen på Ørslev Kloster og eventen ”Ad Hedevej i Natmandsfolkets Fodspor” leveret af Aakjærselskabet og Ringkøbing-Skjern Museum. Regionens biblioteker præsenterer ”Demokratistafetten”, som i samarbejde med unge sætter fokus på bæredygtighed, fællesskab, demokrati og lysten til at give noget videre til samfundet – og sidst men ikke mindst den grænseoverskridende ”Balloner på Himmelfart” hvor du kan møde Louis Jensens underfundige og firkantede historier.

Slap a’
Besøg også den ”bløde” del af #OFFROADBREAKOUT. Drivhusets lounge-område i XL Hallerne er bl.a. indrettet med genbrugs ting og sager, og Salling Genbyg har bygget helt særlige borde og bænke af gamle trægulve fra herregårde til eventen. I loungen kan du slappe af og forkæle dig selv med litteratur og en spændende snak med medlemmer af Aakjærselskabet.

Det er også her, du kan nyde den lækre mad fra Limfjordens Hus, der har lavet en helt speciel off-road menu til dagen. Her finder du både lækre frokostretter og noget til den søde tand.

Glæd dig til #OFFROADBREAKOUT lørdag d. 6. maj kl. 12-18 i XL Hallerne. Borgmester Peder Christian Kirkegaard og formand for kultur- og fritidsudvalget Ditte Staun kickstarter dagen.
Det bliver en sjov og anderledes dag HELT på afveje! Følg med på facebook og instagram og hent en folder på Skive Bibliotek. Der er gratis adgang for alle.

Baggrund: OFF ROAD er den fjerde kulturfestival arrangeret af Kultursamarbejdet Midt- og Vestjylland. Den udspiller sig talrige steder i de 7 medlemskommuner (Lemvig, Ringkøbing-Skjern, Struer, Ikast-Brande, Holstebro, Herning og Skive) og festivalen er en del af Aarhus 2017. OFF ROAD er en festival, hvor du møder kunst og kultur i et anderledes miljø, og der vil være uventede og overraskende oplevelser.

Herning Kommune åbner festival perioden d. 11. april og Skive Kommune holder afslutnings-event d. 6. maj.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk