Dronningens bidrag til børn på Julemærkehjem

KULTUR:

H.M. Dronningen havde sin egen barndom i tankerne, da hun med papirklip, tegning og akvarel udarbejdede årets Julemærke. Det fortalte hun i dag på Københavns Rådhus, hvor Julemærket 2015 blev afsløret af Dronningen og Julemærkefondens protektor, H.K.H. Kronprinsessen.

Det er den gamle børnesang og sangleg ”Hvilket postbud, en due”, som Dronningen selv husker fra sin barndom, der har været inspiration til Julemærket 2015. Et ark fyldt med duer, der alle er på vej med en kærlig hilsen mellem to mennesker. Og selvfølgelig med børn på arket, som sender eller modtager en hilsen, alt efter øjnene der ser. Sammen med Julemærkefondens protektor, H.K.H. Kronprinsessen, afslørede Dronning Margrethe årets Julemærke på Københavns Rådhus den 28. oktober.

Rutineret Julemærkekunstner

Det er ikke første gang, Majestæten viser sit engagement til udsatte børn i Danmark. To gange tidligere har Dronningen været kunstner på Julemærket. Første gang var i 1970, hvor hun som tronfølger tegnede Julemærket og igen i 2003, hvor det var Julemærke nummer 100. Dronningen har også selv været portrætteret på Julemærket - som lille pige i 1942 og i 1972 i anledning af tronskiftet.

Manden bag Julemærket

I år er det 150 år siden, at Einar Holbøll blev født.  Han er manden bag en af de få helt igennem danske juletraditioner, nemlig Julemærket. En tradition der senere har bredt sig til andre lande.

Han blev født den 20. december 1865 i København. Som søn af en premiereløjtnant i flåden var karrierevejen klar; Einar stod til søs i 1880 og læste senere til styrmand. Men en øjensygdom satte en stopper for vandvejen, og i 1886 kom den unge Holbøll til Postvæsenet. 

Første Julemærke i 1904

Idéen til Julemærket fik Einar Holbøll i 1903, hvor han, som postekspedient på Købmagergades Postkontor, stod og svedte over de mange julebreve, som folk sendte til hinanden. Hvis hvert julebrev kunne støtte et godt formål, hvad kunne det så ikke blive til …?

I december 1904 var det første Julemærke på gaden, og siden er der hvert år udgivet et Julemærke til gavn for børn i Danmark. I år er det nummer 112.

Et lille mærke med stor betydning

Man kan ikke sige Julemærke uden at sige Julemærkehjem. De første Julemærkehjem åbnede i 1912, og siden har mere end 75.000 børn landet over fået hjælp. Dengang var finansieringen alene fra salg af Julemærker - i dag udgør salget af Julemærker under halvdelen af udgifterne til de i dag fire Julemærkehjem. Til det siger Julemærkefondens direktør, Søren Ravn Jensen:

- Julemærkehjemmene drives fortsat for indsamlede midler, vi modtager kun 5 % i offentligt tilskud. Selvom salget af Julemærker er faldet gennem årene, er det stadig den største indsamling til arbejdet på Julemærkehjemmene, hvor 750 børn hvert år bor hos os og får hjælp til et liv uden mobning, ensomhed og lavt selvværd.

- Jeg håber, at folk fortsat husker det lille Julemærke, for lige nu venter flere hundrede børn på at få hjælp, slutter Søren Ravn Jensen.

Årets royale Julemærke kan købes landet over og hos Julemærkefonden, julemaerket.dk

Fakta om Årets Julemærke

Årets Julemærke fås i fuldt sortiment hos Julemærkefonden. Hos vores forhandlere kan du få de selvklæbende produkter, helark til 65 kroner, megaark til 25 kroner og miniark til 20 kroner.
Årets Julemærke kan købes på posthuse, hos Kvickly, SuperBrugsen, Dagli’Brugsen, LokalBrugsen, Føtex, Meny, Spar, Kiwi, Min Købmand, Bog & Idé, Bøger & Papir, Boghandleren, Løvbjerg, OK Plus benzin, Arnold Busck, Kop & Kande og hos Julemærkefonden på julemaerket.dk, hvor du også kan købe mange andre Julemærkeprodukter.
Julemærket i elektronisk form til dine mails købes på e-julemaerket.dk.
 

Fakta om Julemærkehjemmene

  • Der findes Julemærkehjem i Hobro, Kollund, Skælskør og Ølsted
  • Hvert år får 750 børn et ophold på et Julemærkehjem
  • Børn på Julemærkehjem er mellem syv og 14 år
  • Julemærkehjemmene hjælper børn ud af social isolation og styrker deres selvværd
  • Et barn taber i gennemsnit 9,3 kg i løbet af et ophold
  • Når børn starter på Julemærkehjem fortæller 70 %, at de bliver mobbet - 12 måneder efter børnene er kommet hjem, er det faldet til 15 %
  • Kun 40 % af børnene har en god tro på sig selv, når de starter på et Julemærkehjem - 12 måneder efter børnene er kommet hjem, er det steget til 72 %
  • Kun 19 % af forældrene vurderer, at deres barn har en livskvalitet mellem 8-10 (skala 1-10), når de kommer på Julemærkehjem - 12 måneder efter at børnene er kommet hjem, er det steget til 70 %
  • Julemærkehjemmene modtager kun 5 % i offentligt tilskud

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk