Der er lagt op til ”Masser af Succes” når Skive Awards 2019 løber af stablen 1. marts i Skive Theater.
Masser af succes i form af hyldest til Skiveegnens virksomheders indsatser for 2018 og ”Masser af Succes” i musikalsk form fra Kim Larsens nok bedste danske kopiband Peter & de andre Kopier.
Det er arrangørernes ønske at skabe en fest med et folkeligt islæt for hele Skiveegnen, og hvad mere folkeligt end forgangne Kim Larsen og hans musik.
Arrangør Charlotte Danefeld siger: ”Mindet om Kim Larsen vil leve stærkt i mange år, og mange af os husker tilbage på sommeren 2018, hvor vi var så heldige at opleve Baggårdskatten en sidste gang på Resenlund, kun en måned inden hans død. Vi bliver nok aldrig færdige med at sige farvel til Kim Larsen, så lad os hylde ham også, foruden egnens virksomheder, ved at samles og feste til hans musik”.
Hvad også er nyt, er lokationen for arrangementet. Det har de forrige to år været koncertsalen i KCL, der har lagt rammer om arrangementet. I 2019 bliver det teatersalen i Skive Theater. Årsagen til ændringen er primært af respekt for sponsorerne at holde arrangementets udgifter på et minimum, uden det påvirker den spektakulære oplevelse, men også for at gøre arrangementet mere centralt tilgængeligt for gæsterne at komme fra og til.
Musikken, som erstatter de forgangne års foredrag, skal indbyde gæsterne til at blive i teatret ved endt prisuddeling og netværke på festlig vis, hvilket også betyder arrangementet afholdes en fredag aften. Alle er inviteret til at komme, borgere som virksomhedsrepræsentanter fra hele Skiveegnen. Alle kan desuden indstille deres kandidat til de forskellige priskategorier, som offentliggøres i næste uge.