Børnekulturnatten 2018: pirater, rumrejser og kakao

KULTUR:

Den 5. oktober slukkes gadelygterne i Skive midtby, og lader Børnekulturnatten udfylde mørket med gratis oplevelser for børn og barnlige sjæle. Årets børnekulturnat går - som altid - i luften den første fredag i oktober.

Når det går løs, kan du møde uhyggelige pirater, helgener, rumvæsner og vaskeægte brandmænd. For ikke at tale om et lyshav, levende fortællinger, cirkusartister, guldkaramel-gravning, sværdkampe, brandbiler, musik og meget mere.

Du kan også dykke ned i et beskyttelsesrum fra 2. Verdenskrig, og gå på opdagelse på det mørklagte Skive Museum sammen med isbjørnens venner.

Er du en modig landkrabbe?
Som altid har Ungdomsskolen-Skive knoklet for at skabe en uforglemmelig og uhyggelig oplevelse. I år har blodtørstige pirater kapret skolen - og den oplevelse er mest for landkrabbebørn med nerver af stål.

Et andet sted i byen, på Skive Bibliotek, lander du på en fremmed planet, og må drage ud på en rejse i det ydre rum. Undervejs møder du væsner fra andre planeter, som måske vil hjælpe dig. Eller æde dig.

Når sulten og tørsten trænger sig på, byder ruten bl.a. på gratis dampende kakao og kage. I Drivhuset kan du erhverve dig en sprød pølse til en god pris, og bag Skive Museum kan du stege krabber og snobrød over bål.

Programmet til Børnekulturnatten kan ses her

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk