Søndag den 8. november klokken 14.00 slår Skive Bibliotek dørene op for Kunstfagrådets udnævnelse af Årets Kunstner 2015.
Maleren, skulptøren, optikeren og guldsmeden med det varme, spanske blod rullende i årerne, Javier Paños, er den udvalgte.
Javier har, i samarbejde med sin kone, keramiker og billedkunstner Christel Bækgaard, længe været kendt som kompetente udsmykkere af lokaliteter i Skive Kommune. Springvand, anlægsscene, fisk, kommunesvaner og transformatortårn har været under deres kærlige og kreative, Gaudi-inspirerede behandling, med smukke og opsigtsvækkende resultater til følge.
Med prisen som Årets Kunstner 2015 udtrykkes også en anerkendelse af Javier Paños som maler. I sit maleri er Javier figurativ og finurlig - med stor farvekraft og sans for detaljer. Fortælleglæden udmønter sig ofte i gådefulde, symbolske tableauer, der trækker på kunsthistoriske aner. De spanske og italienske barok- og renæssance-mestre bliver med Javiers pensel vakt til live i nutidig gendigtning. En fuldblodshøne kan nemlig lægge guldæg!
Formand for Skive Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg, Ditte Staun, overrækker årets pris. Der vil være musikalsk underholdning v. 3.g. fra Skive MusikCollege, Skive Gymnasium & HF.
Alle er velkomne til at deltage i det gratis arrangement, der også inkluderer fernisering af Javier Paños’ udstilling på biblioteket.