Frivilligcenter Skive inviterer til Julefrivilligtræf

Foto: Pixabay
Jul i Skive:

I anledning af julen afholder Frivilligcenter Skive en specialudgave af deres træf for foreninger og frivillige, nemlig et Julefrivilligtræf. Ligesom tidligere træf går det ud på, at foreninger, frivillige og interesserede fra det frivillige sociale område på Skiveegnen får mulighed for at mødes, udveksle erfaringer og dele viden og ideer med hinanden.

Frivilligcentret har denne gang valgt at invitere til et træf ude i byen. Der er bestilt plads på Cafe Helmuth, hvor der bydes på glögg og æbleskiver. Julefrivilligtræf finder sted den 2. december fra klokken 19 til 21. Da der er begrænset antal pladser er Julefrivilligtræf forbeholdt medlemmer af frivilligcenter Skive. Både foreningsmedlemmer og personlige medlemmer er velkomne, og hvis man ikke er medlem endnu kan man blive det, det er nemlig både gratis og nemt og kan ske via Frivilligcentrets hjemmeside.

Der er stor efterspørgsel efter netværk og mulighed for at møde hinanden og høre om hinandens arbejde i det frivillige landskab i Skive. Frivilligtræffene er et forsøg på at imødekomme det ønske. Som Nini Jolander, leder af Frivilligcentret siger:

"Det giver rigtig meget inspiration og viden at høre, hvordan andre frivillige og foreninger gør – hvad har de succes med, hvad kan være svært og den slags. Og det kan faktisk være en øjenåbner at opdage, at man ikke er den eneste, der har det på den måde. Så vi håber meget at frivillige har lyst til at tage imod invitationen og dele deres erfaringer med andre. Vores første træf for et par måneder siden gik rigtig godt, der blev netværket og udvekslet erfaringer på kryds og tværs, og det satser vi på kan fortsætte."

Til julefrivilligtræffet vil Frivilligcentret særligt sætte fokus på, hvordan træffene skal se ud fremad. Er der brug for temaer? Skal man have noget læring på programmet? Skal foreningerne besøge hinanden eller samles et tredje sted?

"Vi vil gerne have input fra dem det hele handler om, nemlig de frivillige!" Siger Nini Jolander, og tilføjer: "- De ved bedst, hvad de har brug for, så forhåbentlig bliver vi klogere på ønskerne og får nogle gode ideer til at kunne understøtte frivilliges ønsker om at møde hinanden."

Frivilligtræf er gratis for medlemmer. Tilmelding sker efter først til mølle på Frivilligcentrets hjemmeside eller facebook.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk